Ny overenskomst i hus

3F har indgået overenskomst for 700 medlemmer i træ- og møbelindustrien. Krav om forringelser blev afvist.

700 medlemmer i træ- og møbelindustrien har fået ny overenskomst. Blandt andet bliver pensionsbidraget forhøjet, hvilket skal finansiere en sundhedsordning.700 medlemmer i træ- og møbelindustrien har fået ny overenskomst. Blandt andet bliver pensionsbidraget forhøjet, hvilket skal finansiere en sundhedsordning.

700 3F'ere i træ- og møbelindustrien har fået ny overenskomst for de næste to år.

Aftalen er indgået med Dansk Håndværk, der tæller cirka 50 mindre virksomheder, som ikke ønsker at være medlem af Dansk Arbejdsgiverforening.

- Til gengæld er aftalen lidt dyrere end de store overenskomster, og det forspring har vi bevaret. Vores modpart havde krav om forringelser, men dem er det lykkedes at afvise, siger Flemming Andersen, næstformand i 3F's Industrigruppe.

Mindstelønnen og pensionsbidraget er højere end i de fleste andre overenskomster. Sidstnævnte hæves en anelse til 12,75 procent.

- Forhøjelsen skal finansiere en sundhedsordning. Dermed kan medlemmerne blandt andet få hurtig og gratis behandling hos kiropraktor eller fysioterapeut, siger Flemming Andersen.

Kun indflydelse til 3F'ere

Han fremhæver, at uorganiserede og såkaldte gule medlemmer ikke længere har adgang til at indgå lokalaftaler, som man har set i enkelte tilfælde på andre virksomheder.

- Vi kan ikke forhindre, at man står uden for 3F. Men signalet er, at man må være medlem, hvis man vil have indflydelse, siger Flemming Andersen.

Overenskomsten sikrede i forvejen, at udenlandske arbejdere skal have samme løn som danskere. Nu står der også, at arbejdsgiveren ikke må kræve modydelser - for eksempel i form af husleje.

Ligner aftaler fra det private

Ellers ligner overenskomsten i store træk de aftaler, der blev indgået på det private arbejdsmarked sidste år.

Det gælder udvidelsen af forældreorloven, øget helbredskontrol ved natarbejde og indførsel af en fratrædelsesgodtgørelse efter tre års ansættelse.

- Det er ikke en aftale, vi stiller os ind på Rådhuspladsen og reklamerer for. Men det er en aftale, der sikrer reallønnen, siger Flemming Andersen.

Overenskomsten blev forhandlet af TIB indtil fusionen med 3F. Den nye aftale behandles i 3F's hovedbestyrelse i næste uge og sendes derefter til urafstemning.