Nu har over 3.000 3F'ere mistet dagpengene
Over 3.000 3F-medlemmer har mistet dagpengene frem til midt i februar. Og 600 medlemmer risikerer at miste dagpengene hver måned, når det er slut med akutpakke, akutjob og uddannelsesydelse.
Nu har næsten 10.000 ledige mistet dagpengene på grund af dagpengereformen - og mange af dem er 3F-medlemmer. Antallet af ledige, der har mistet dagpengene på grund af dagpenge-reformen, nærmer sig nu 10.000. Det viser den nyeste optælling fra a-kasserne og AK-Samvirke.
Den nyeste optælling dækker fire uger fra uge 4 til uge 7. Her har 4.117 ledige mistet dagpengene.
3F's Akasse er den, hvor flest har mistet dagpengene. I løbet af de første to dagpengemåneder - den første løb fra uge 51 i 2012 til uge 3 i 2013 - mistede godt 1.700 dagpengene. Og fra uge fire til syv mistede yderligere godt 1.300 dagpengene.
Snebold
- Frem til 1. januar faldt man kun ud af dagpengesystemet, hvis man havde fået dagpenge i fire år. Nu er der flere grupper, der mister dagpengene: Nemlig både dem, der egentlig mistede dagpengene i efteråret, men fik deres dagpengeperiode midlertidigt forlænget. Og også dem, der nu har fået dagpenge i to år efter de nye regler. Det er ligesom en snebold, man har skubbet foran sig, siger forretningsfører for 3F's Akasse Morten Kaspersen.
De ledige, der mister dagpengene frem til 1. juli, har mulighed for at kontakte jobcentret og søge om uddannelse og uddannelsesydelse. Men den mulighed stopper 1. juli. Herefter er der ingen garanti for, at ledige kan få nogen form for forsørgelse, hvis de ikke finder arbejde eller kan få kontanthjælp.
Når akutpakken udløber
- Det er et kæmpe problem, at så mange falder ud af dagpengesystemet i disse måneder. Og det bliver ikke mindre efter 1. juli, hvor akutpakken udløber. Og da er det slut med akutpakke, akutjob og uddannelsesydelse, og folk risikerer helt at miste deres indtægter, siger Morten Kaspersen fra Akassen.
En prognose fra 3F viser, at 600 medlemmer hver måned risikerer at miste dagpengene efter akutpakkens udløb. Heraf vil omkring en tredjedel dog formentlig være afmeldt dagpenge-systemet, fordi de har fået arbejde, er sygemeldte eller andet.