Ledige må se langt efter akutjob

I nogle kommuner har ledige ikke ét eneste akutjob at søge. Og flere større kommuner mangler stadig at slå akutjob op.

Hvor skal man lede, hvis man mangler et akutjob? I nogle kommuner er der slet ingen.  (Arkiv)Hvor skal man lede, hvis man mangler et akutjob? I nogle kommuner er der slet ingen. (Arkiv)

I nogle kommuner må ledige se meget langt efter akutjob, de kan søge. I de tre kommuner - Morsø, Lolland og Ærø - er der slet ingen akutjob ifølge de nyeste offentliggjorte tal. I flere andre store kommuner som Herning, Vejle og Hvidovre er der endnu ikke slået nogen kommunale akutjob op.

Men måske er der flere kommunale akutjob på vej. Blandt andet på Mors:

- Der er nu ét akutjob på Mors. For to uger siden blev det besluttet, at alle kommunale stillinger, der skal genbesættes, skal genopslås som akutjob, hvis det er relevant. Vi vil lave et filter, så kun job, hvor der er akut-ledige der matcher, vil blive slået op som akutjob. Men det er et godt spørgsmål, om vi når vores mål på 11, før 1. juli næste år, fortæller Jan Pedersen, leder af jobcentret på Mors.

Ikke attraktivt

I 3F Thy-Mors har afdelingsformand Niels Jensen cirka 148 personer, der kan falde ud af dagpengesystemet inden april 2013. Han er tilfreds med, at kommunen nu vil opslå akutjob.

- Men jeg tror ikke, at akutjob er specielt attraktive for virksomhederne. For eksempel rekrutterer vi arbejdskraft til fiskeindustrien, men de er ligeglade med akutjob. For de kan jo ikke garantere job til nogen i tre måneder. De 25.000 kroner i præmie lokker ikke nogen, mener Niels Jensen.

I Lolland Kommune er antallet af akutjob - både offentlige og private - lig nul.

- Torsdag morgen besluttede økonomiudvalget at slå relevante job op som akutjob. Der skal nok komme nogen. Men der bliver nok ikke ret mange 3F-job. I park og vej har man lige afskediget seks personer, siger formand for kommunens arbejdsmarkedsudvalg, viceborgmester Torben Hansen.

- Private akutjob? Jamen indenfor det sidste halvandet år er der blevet 1.000 færre job på Lolland. Der oprettes altså ikke ret mange stillinger, fastslår han.

Ingen kommunal jobfest

Vejle er en af de store kommuner, der indtil nu ikke selv har slået nogen akutjob op.

- Byrådet besluttede onsdag aften, at alle ledige job i kommunen skal slås op som akutjob, og at mindst én akut-ledig skal til samtale om jobbet. Indtil nu er sagen blevet forhalet politisk af Konservative og Dansk Folkeparti, siger Martin Jensen, formand for 3F Vejle og medlem af byrådet for Socialdemokratiet. Han har selv cirka 130 ledige medlemmer, der risikerer at miste dagpengene frem til 1. april.

Men selv om der formentlig er flere akutjob på vej, er der udbredt skepsis:

Torben Hansen, viceborgmester fra Lolland:

- Vi har 407 udfaldstruede borgere frem til 1. april. Og der er altså ingen jobfest i de kommunale budgetter. Det er temmelig meget op ad bakke.

notat akutjob dec 12

notat akutjob dec 12