Se hvad finansloven betyder for dig
Finanslov:
Ledige, familier med mange børn, arbejdslystne byggefolk. De grupper blandt 3F'erne får mest ud af finansloven. Rygere, slikmunde og snydere betaler. Se her, hvad det betyder for dig.
Der flyttes rundt på pengene i finansloven, der netop er faldet på plads. Især de ledige mærker mildere vinde. Finansloven er på plads. Her kan du få et hurtigt overblik over, hvad det betyder for dig og din økonomi.
De får i pungen:
Er du ledig på dagpenge? Perioden med dagpenge forlænges midlertidigt i 2012. Det betyder, at ledige kan få dagpenge i mere end de to år, de nye regler ellers siger. Der er nye muligheder for uddannelse. Loftet over prisen på efteruddannelse til faglærte og ufaglærte forsvinder.
Har du børn? Loft over børnecheck bliver afskaffet. Det giver flere kroner til familier, der har mere end to børn. Der ansættes desuden 1.500 ekstra pædagoger i landets børnehaver og vuggestuer.
Er du på bistand? Starthjælp og loft over kontanthjælpen forsvinder. Ledige på kontanthjælp får ret til ferie. Kontanthjælpen forhøjes med op til 600 kroner om måneden.
Tjener du under 212.000 kroner? Førtidspensionister, ledige, pensionister og andre grupper med små indtægter får hævet den skattefri grønne check med 280 kroner.
Her sættes gang i hjulene:
Byggeri for 5,5 milliarder: Der bliver mere at rive i for byggefolk. Det er aftalt, at der skal renoveres almene boliger for 5,5 milliarder.
Vækstplan for 18,7 milliarder: Der sættes gang i hjulene for 18,7 milliarder. Pengene bruges i 2012 og 2013. Det er investeringer i blandt andet veje, skoler og vindmøller, der rykkes frem. Det ventes at give over 1.300 ekstra 3F-job.
Svindel stoppes: Snyd og løndumping skal stoppes. Der er afsat 65 millioner til ekstra kontrol. Det skal bremse ulovlige østchauffører, underbetalte bygefolk, vikarsnyderi og farligt arbejde, der ødelægger danske job.
Praktikpladser: Ny plan skal skaffe 10.400 flere praktikpladser.
Her er regningen:
Er du ryger eller usund slikmund? Usund mad, slik, is og tobak stiger i pris. Det betyder blandt andet: En pakke cigaretter stiger med tre kroner og en kasse øl stiger med 7,6 kroner.
Vil du holde varmen? Der vanker højere afgifter på energi. Det vil koste en typisk husstand godt 2.500 kroner.
Kan du lide at rejse? Det gule sygesikringsbevis skal ikke længere dække sygesikring, når man rejser i EU. Det betyder udgifter til ekstra forsikring, hvis man vil rejse.