3F: Trist sammenbrud i trepart
Forlis:
Trepartsforhandlinger er brudt sammen. Finansminister Bjarne Corydon (S) aflyser forhandlinger om arbejdstid, uddannelse og social dumping. 3F kalder sammenbrud trist og ærgerligt.
Tusindvis af tillidsrepræsentanter over hele landet ved, at man ikke rejser sig fra forhandlingsbordet før, man har nået et resultat. Der nåede vi ikke til. Og det er utroligt trist, siger Poul Erik Skov Christensen. (Arkivfoto) Regeringen har aflyst trepartsforhandlingerne. Dermed går også diskussionerne om uddannelse, ledige og indsats mod social dumping i vasken. Det sker sammen med de andre emner, regering, arbejdsgivere og fagbevægelsen har forhandlet om siden pinse.
I 3F kalder forbundsformand Poul Erik Skov Christensen sammenbruddet trist og ærgerligt:
- 3F havde særligt set frem til at diskutere et historisk uddannelsesløft, opgør med social dumping og bedre forhold for arbejdsløse. Men det er selvfølgelig emner, 3F vil forfølge på trods af udmeldingen fra Finansministeren, siger han.
Arbejdstid er forklaring
Det er finansminister Bjarne Corydon (S), der har stoppet forhandlingerne. Det skete fredag efter møder i LO.
Det var regeringens mål at få fire milliarder kroner i kassen. Det skulle ske ved at øge arbejdstiden, så der blev frigivet arbejdskraft, der svarer til 20.000 personer. Og udsigt til mistede fridage og ekstra arbejdstid fyldte starten på forhandlingerne.
- Det forstår jeg godt, at helt almindelige mennesker har haft svært ved at forstå behovet for. Vi har en tid med høj arbejdsløshed. Jeg er ikke i tvivl om, at det er her, man skal finde den reelle årsag til, at forhandlingerne ikke bliver til noget, siger Poul Erik Skov Christensen.
Ikke for sjov
3F's formand gør opmærksom på, at forhandlingerne handlede om meget andet end arbejdstid. Og at emner som vækst, job, uddannelse og indsats mod social dumping ikke var på bordet for sjov:
- Det er temaer, som har afgørende betydning for fremtidens udvikling af velfærdssamfundet og det danske arbejdsmarked. Jeg er i særdeleshed ærgerlig over, at vi ikke nåede frem til et resultat, vi kunne tage stilling til. Tusindvis af tillidsrepræsentanter over hele landet ved, at man ikke rejser sig fra forhandlingsbordet før, man har nået et resultat. Der nåede vi ikke til. Og det er utroligt trist, siger Poul Erik Skov Christensen.