Endnu en af dine helligdage er på vippen
Når regeringen og arbejdsmarkedets parter skal finde fire milliarder kroner ekstra, er endnu en helligdag på vej til at blive skåret væk.
Trepartsforhandlingerne kan komme til at koste danskerne to helligdage. (Foto: Go' Energi) Udover Store Bededag risikerer danskerne nu også at skulle på arbejde på 2. Pinsedag eller Skærtorsdag i påsken.
Regeringen og arbejdsmarkedets parter har nemlig bragt endnu en helligdag i spil i bestræbelserne på at skaffe fire milliarder kroner ekstra til statskassen.
Det skriver Berlingske Tidende, der erfarer, at topministre og forhandlere fra FTF og LO-fagbevægelsen har bragt muligheden for at afskaffe ikke bare en, men to helligdage i spil.
Fordelen er, at alle - fra den timelønnede til chefen - skal bidrage med ekstra arbejde. Timelønnede får dog løn for ekstraarbejdet. Og fagbevægelsen slipper dermed for at skulle have modellen med de ekstra helligdage stemt hjem ved overenskomstfornyelser.
Hos Dansk Sygeplejeråd siger formand Grete Christensen dog, at afskaffelsen af helligdage er en dårlig idé lige nu, hvor ledigheden er høj.
- Jeg vil ikke bede mine medlemmer om at arbejde mere, når deres kolleger fyres. Så det første, vi skal blive enige om ved trepartsforhandlingerne er, hvornår der er brug for øget arbejdskraft. Diskussionen om to helligdage eller en anden model må vi tage bagefter, siger hun til Berlingske.
HK-formand Kim Simonsen vil ikke frede helligdagene ved trepartsforhandlingerne. Men han er ikke begejstret for udsigten til at fjerne to.
- Hvis en helligdag er besværlig, så er to helligdage dobbelt besværlige, når vi ikke kan se, hvad vi får for det. Jeg vil gerne opfordre til, at regeringen nu kommer i gang med de trepartsforhandlinger, siger han til Berlingske Tidende.