3F´ere taber i skattelotteri
- Hvert fjerde medlem af 3F kan ikke få skatterabat på grund af ledighed. Det bliver rent lotteri, mener 3F’s forbundsformand Poul Erik Skov Christensen.
- Cirka én ud af tre 55-59-årige 3F-medlemmer har været ledige i mere end seks måneder de foregående fem år. Alt tyder på, at billedet vil være det samme de følgende år. Dermed vil hver tredje 3F’er kunne skyde en hvid pind efter de penge, siger 3F’s forbundsformand Poul Erik Skov Christensen. Regeringens planer om en skatterabat til 64-årige er rent lotteri. Kun lønmodtagere med sikkerhed i ansættelsen kan regne med at få pengene. Ifølge lovforslaget må man nemlig højst være ledig i seks måneder fordelt på fem år, for at få skattepræmien.
Nu viser beregninger fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, at én ud af fire 3F-medlemmer næppe får glæde af ordningen.
- Cirka én ud af fire 55-59-årige 3F-medlemmer har været ledige i mere end seks måneder de foregående fem år. Alt tyder på, at billedet vil være det samme de følgende år. Dermed vil hver tredje 3F’er kunne skyde en hvid pind efter de penge, siger 3F’s forbundsformand Poul Erik Skov Christensen.
Ny variant af Danske Spil
- Det bliver en ny variant af Danske Spil. Som 3F’er bliver det et rent lotteri, om man kan undgå ledighed i længere tid og få del i regeringens skattepræmie, eller om man bliver ramt af ledighed og får en lang næse. Hver tredje 3F’er bliver taber i lotteriet, siger han.
Poul Erik Skov Christensen mener, at regeringens forslag derfor favoriserer de grupper på arbejdsmarkedet, der er veluddannede og sidder i sikre job. Ufaglærte og andre med fleksible ansættelser risikerer at miste præmien, hvis de bliver ledige og ikke kan finde et nyt job.
10.000 kan ikke opfylde kravene
- Regeringen og Dansk Folkeparti har været opmærksomme på dette ”knald eller fald” system og bemærker i deres aftale, at til gengæld er reglerne fastsat lempeligt. Jeg synes nu, det er svært at se det lempelige, når cirka 10.000 af vores 55-59-årige medlemmer ikke kan opfylde kravene til at modtage skattepræmien, selvom de bliver på arbejdsmarkedet. Men det er måske andre grupper, regeringen helst vil give pengene til, mener han.
I stedet foreslår Poul Erik Skov Christensen at bruge en højere efterlønspræmie for at tilskynde folk til at blive længere på arbejdsmarkedet.
Folketinget skal behandle forslaget om skatterabatten i morgen, tirsdag.