Myndigheder blokerer for illegal-sag
Årelang sagsbehandling i Udlændingestyrelsen betyder, at straffesag om illegale udsættes.
ILLEGALE: En straffesag mod en af landets store svineproducenter, der er tiltalt for brug af illegale arbejdere, er blevet udsat, fordi forsvarsadvokaten mangler oplysninger i sagen fra Udlændingestyrelsen. Trods rykkere helt tilbage fra 2002 har styrelsen endnu ikke rykket ud med dem.
Dommeren i sagen forsøgte selv at skaffe informationerne hos styrelsen, så sagen kunne gennemføres - men uden held. Sagen skulle have kørt i juni, men er nu udsat til en gang i efteråret.
Sagen startede med at samle støv i årevis hos Horsens Politi, efter at aktivitetskonsulent i SiD Vejle Amt Jonny Wyrtz anmeldte svineproducenten tilbage i 2001.
- Først er der en alt for lang sagsbehandling hos politiet. Så er den gal hos den næste myndighed. Hvad nytter det, at Folketinget skærper lovgivningen mod illegale, når myndighederne ikke følger med?, siger Jonny Wyrtz.
Svineproducenten, Søren Mønster Sørensen, Rask Mølle på Horsens-egnen, er tiltalt for overtrædelse af udlændingeloven for brug af polske arbejdere på nogle af sine svinefarme på Samsø og i Jylland. Politiet anholdt ved en razzia syv polakker og en litauer, der siden blev udvist. Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Udlændingestyrelsen.