Mærsk sparer sodavand væk
Først var det servietterne, der blev erstattet af køkkenruller. Nu må de ansatte så skifte sodavanden ud med postevand på Mærsks skibe.
Først var det servietterne, der blev erstattet af køkkenruller. Nu må de ansatte så skifte sodavanden ud med postevand på Mærsks skibe. (Foto: Mærsk) Mærsk har igen sparet på de ansattes fryns. Hvis tørsten skal slukkes, kan det ikke længere gøres i gratis sodavand. Nu skal det rene vand gøre det ud for en tørstslukker, hvis ikke der skal lægges penge på bordet for en læskende drik.
Det bekræfter presseafdelingen hos Mærsk, som i øvrigt ikke vil udtale sig nærmere om tiltaget og den følgende økonomiske gevinst.
Den gratis sodavand var en kompensation for indførelsen af alkoholforbud på rederiets skibe.
Afskaffelsen af ordningen overrasker ikke Søren Sørensen, formand for 3F Sømændene.
- Det viser jo tydeligt, at vi har at gøre med en virksomhed, der er parat til at fjerne aftaler uden dialog, siger Søren Sørensen.
Tidligere har forhandlingssekretær i 3F's transportgruppe, Henrik Berlau, udtalt sig kritisk i forbindelse med sparetiltagene. Det rammer de ansattes liv på de månedlange ophold på rederiets skibe. Søren Sørensen stemmer i og anfører, at det kan få konsekvenser på sigt.
- Vi er i hvert fald nødt til at gøre vores tanker med hensyn til at sikre vores ansatte på anden vis. Vi kunne indarbejde personalegoder ved næste overenskomst, siger formanden for 3F Sømændene.
Sparer over hele linjen
Sparekniven er et led i en større manøvre, som tidligere udskiftede servietter med køkkenruller. “Intet emne er for småt” lyder det i en tidligere e-mail til de ansatte.
Og større emner end fryns på skibene er også i spil for at trimme rederiet. Nu skal britiske og danske skibsofficerer udskiftes med billigere arbejdskraft fra Asien. Således fyrer koncernen 170 danske og 113 britiske officerer.