Ulykke gjorde en forskel
Globale helte: Fagforeningens fokus på arbejdsmiljø får antallet af ulykker til at styrtdykke på sukkerfabrikken.
Tonecas overlevede en slem arbejdsulykke. Siden kom der fokus på sikkerheden. (Foto: Søren Zeuth) Det er en hed formiddag, midt om sommeren. Tonecas har kun været ansat få måneder på sukkerfabrikken Maragra i det sydlige Mocambique.
Han arbejder 12 meter oppe over sukkerrørene, hvor han reparerer strømkabler til fabrikken. Så sker det.
Et fjols slår strømmen til og 22 kilowatt knalder gennem Tonecas og hans kollega.
Makkeren dør på stedet, mens Tonecas besvimer og ligger hårdt forbrændt på maven, brystet og armene.
Unge Tonecas Nina tilbringer 45 dage på hospitalet. Han overlever, men han har stadig mén efter ulykken nu, otte år efter.
I dag ville ulykken ikke kunne ske. Fabrikken har fået nye idiotsikre sikkerhedssystemer, der gør hverdagen mere sikker for 30-årige Tonecas.
Efter ulykken krævede fabrikkens fagforening nemlig markante forbedringer i sikkerheden og arbejdsmiljøet. I dag er fabrikkens mange farlige maskiner forsvarligt afskærmet, og sikkerhedsudstyret er i orden. Arbejdsmiljøloven bliver for første gang overholdt, og de ansatte bliver taget med på råd.
Langt færre ulykker
Resultatet er ikke til at tage fejl af: Det årlige antal af alvorlige ulykker er på tre år faldet fra 28 til 4. Mange af tiltagene er ganske simple.
- Nu tager jeg sikkerhedsbælte på, når jeg arbejder i højderne. Det fandtes ikke før. Vi har fået beskyttelsesbriller og handsker. Tidligere fik jeg ofte fik sår og skader i hænderne, fortæller Tonecas.
3F har givet råd og vejledning til sukkerarbejdernes fagforening for at skabe bedre arbejdsmiljø på fabrikken. Det har samtidig skabt større produktion end nogensinde på fabrikken.
- Der er stadig mange problemer. Det er svært at leve af den løn, jeg får. Men fagforeningen har kæmpet mange forbedringer igennem og den har været god til at lytte til vores krav, mener Tonecas.
Arrene på maven og ryggen fra ulykken forsvinder aldrig, men det betyder mindre, når hverdagen er blevet mere sikker.