Stadigt flere tegner lønforsikring
Udsigten til øget ledighed betyder stigende interesse for at sikre sig et tilskud til dagpengene.
Udsigten til stigende arbejdsløshed får stadigt flere til at tegne lønforsikring som tillæg til den almindelige arbejdsløshedsforsikring. Den rekordlave ledighed har hidtil svækket interessen, men risikoen for massefyringer får nu mange til at overveje, hvad de skal leve af, hvis de bliver omfattet, skriver Børsen.
Jørgen Seligmann, der er direktør i den danske afdeling af forsikringsselskabet Genworth Financial med 50.000 lønforsikringskunder, melder om en fordobling af nysalg i de sidste tre-fire uger inden jul.
"Det næste halve år, tror jeg, der bliver en god stigning, fordi folk tænker på risikoen for arbejdsløshed og ikke har råd til kun at være på dagpenge," siger Jørgen Seligmann.
Han vurderer, at tilsammen 110.000 har en lønforsikring.
Den maksimale dagpengesats udgør 13.232 kr. pr. måned, hvilket svarer til en lønindkomst på 18.390 kr. Ved at tegne en lønforsikring til 300-400 kr. om måneden kan en lønmodtager sikre sig helt op til 80 procent af sin hidtidige indkomst.
Ifølge Jørgen Seligmann har lidt flere mænd end kvinder tegnet en lønforsikring. Mange sidder i ejerbolig, og gennemsnitsalderen er lidt over 40 år.
"Meget få enlige forsørgere tegner forsikring, og det undrer os," siger Jørgen Seligmann.
Ifølge Børsen har udsigten til en stigende ledighed ikke umiddelbart fået forsikringsselskaberne til at hæve præmierne for lønforsikringerne.