Intelligent motion mindsker smerter

Ny undersøgelse viser, at medarbejdere med ensidigt, gentaget arbejde kan mindske risikoen for nakke- og skuldersmerter ved at træne helt specifikke muskelgrupper - også kaldet intelligent motion.

Intelligent træning kan også hjælpe med at løsne op for spændingshovedpine, der skyldes spænding i musklerne. (Foto: Colourbox)Intelligent træning kan også hjælpe med at løsne op for spændingshovedpine, der skyldes spænding i musklerne. (Foto: Colourbox)

Besvær i nakke og skuldre hos kontoransatte og medarbejdere i industrien kan faktisk mindskes ved intelligent motion. Det har en gruppe danske forskere netop undersøgt.

Intelligent motion betyder, at man laver fysisk træning af de muskler, som bliver særligt belastede, når et givet arbejde udføres. Målet med træningen er at øge den fysiske kapacitet, så medarbejderen bliver bedre i stand til at klare de fysiske belastninger, han eller hun bliver udsat for i arbejdet.

I undersøgelsen havde en gruppe industriansatte og en gruppe kontoransatte lavet intelligent motion. Og konklusionen var blandt andet, at sygefraværet og besværet i nakke og skuldre blev mindsket.

Lidt gør godt

Forskernes undersøgelser viser også, at blot en smule træning dagligt gør godt.

- Vi har dokumenteret, at selv to minutters daglig træning kan give en positiv effekt. Det viser blot, at selv en ganske lille træningsindsats kan gøre en forskel, bare man gør det regelmæssigt, fortæller Lars L. Andersen, der er seniorforsker ved Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø.

Han forklarer, at når man træner musklerne, bliver de stærkere og kan dermed bedre klare den arbejdsbelastning, de bliver udsat for.

- Desuden øger træningen blodgennemstrømningen af musklen, så den får mere frisk ilt. Når man sidder i en fastlåst stilling kan man få muskelspændinger. Og så er det en god ide at få noget blodgennemstrømning og ilt til musklerne.

Træn på jobbet med kollegaer

Og ikke nok med, at medarbejderne fik minimeret besværet i nakke og skuldre, så fik de faktisk øget arbejdsglæde og overskud ved at træne de specifikke muskelgrupper.

Den mest motiverende faktor for at træne var, at træningsrummet lå på arbejdspladsen. Det var også vigtigt, at man kunne træne i en gruppe, og at selve træningsprogrammet var motiverende.

En stor del af deltagerne i træningsgruppen oplevede et øget socialt samvær med kollegerne samt øget styrke, velvære og fysisk overskud i hverdagen.