Politiet sylter illegal-sager

Arbejdsgivere går fri, fordi politiet har nedprioriteret illegal-sager. SiD bruger store ressourcer på at afsløre illegale, men det kan ikke blive ved.

Det kan ikke være rigtigt, at sager, hvor arbejdsgivere tjener tykt på at misrøgte udlændinge, får lov at ligge meget længe hos politiet, siger Svend Ove Pedersen.
Det kan ikke være rigtigt, at sager, hvor arbejdsgivere tjener tykt på at misrøgte udlændinge, får lov at ligge meget længe hos politiet, siger Svend Ove Pedersen.

SiD bruger mange ressourcer på at overvåge og opsøge arbejdsgivere, der scorer kassen på at lade illegale udenlandske arbejdere knokle til lavpris. Men politiet følger ofte ikke godt nok op, selvom SiD faktisk laver politiets arbejde, siger gruppeformand i G.L.S.-gruppen Svend Ove Pedersen.

- SiD vil gerne samarbejde, men vi kan ikke blive ved med at tage det store slæb. Det har vi ikke ressourcer til, siger han.

Sager samler støv
Politiet har bevidst nedprioriteret den type lovovertrædelser, og derfor kan arbejdsgivere gå fri i årevis, selvom de er taget på fersk gerning. Blandt andet har to store sager om brug af illegal arbejdskraft samlet støv hos Horsens Politi.

- Det er et spørgsmål om ressourcer og prioritering. Vold er for eksempel prioriteret højere, forklarer vicepolitimester Carsten Laub, Horsens Politi, om årsagen til en sagsbehandlingstid, der skal tælles i år snarere end måneder.

Et enigt Folketing pålagde i februar regeringen at styrke indsatsen mod illegalt arbejde. Blandt andet skal Rigspolitiet lave en central enhed, som skal støtte de lokale og regionale myndigheders indsats.

Svend Ove Pedersen, siger, at hvis politiets problem er ressourcemangel, må der findes nogle midler.

- I første omgang skal det være en politisk beslutning at øge indsatsen mod illegalt arbejde. Men dernæst skal der følge de nødvendige midler med - ellers nytter det ikke meget. Det kan ikke være rigtigt, at SiD skal bruge så mange ressourcer på opgaven. Det kan heller ikke være rigtigt, at sager, hvor arbejdsgivere tjener tykt på at misrøgte udlændinge, får lov at ligge meget længe hos politiet, siger formanden for G.L.S.-gruppen.