3F: Kristelige bag løndumping og ræs med børn
Busser, der kører på akkord med skolebørn og patienter i Aalborg. Det åbner Kristelig Fagbevægelse for midt i konflikt om løndumping. Det sker trods forbud mod akkordkørsel med grise.
I et år har 3F kørt konflikt mod vognmand Jørn Færch i Aalborg. Nu får han hjælp fra de kristelige, der har tilbudt overenskomst, der åbner for akkordræs. 10.000 kroner om måneden under tariffen. Den slags lønninger har i et år ført til konflikt om kørsel med skolebørn og patienter i Aalborg.
Her nægter vognmand Jørn Færch at skrive under på en overenskomst med 3F. Men nu har han fået hjælp fra Kristelig Fagbevægelse, der har givet ham et tilbud midt i 3F's konflikt.
Det består af en overenskomst, der åbner for kørsel på akkord. Det giver stor vrede i 3F, der kalder aftalen et snigløb, der åbner for løndumping. Og 3F påpeger, at det presser chaufførerne til akkordræs, når de skal køre på provisionsløn.
Forbudt for svin
Derfor har den type løn været forbudt siden 1980'erne, når det gælder kørsel med passagerer i bus, med mursten, med grise og andre slags gods.
Det skyldes regler fra EU, der vil hindre farlig kørsel. Men reglerne tager ikke højde for transport af personer, når de bliver kørt i taxi.
- Det gør vores overenskomst til gengæld. Men nu forsøger de kristelige at hjælpe vognmanden. De vil bombe forholdene for chaufførerne 25 år tilbage i tiden, fordi aftalen kalder kørslen for taxi-transport, siger Jan Villadsen, der er formand for 3F's Transportgruppe.
Brud på loven
I november ville Trafikstyrelsen tage køretilladelserne fra Jørn Færch. Det skyldes brud på busloven, der kræver, at chauffører får løn efter gældende overenskomst.
Også her forsøger de kristelige at hjælpe Jørn Færch. Kristelig Fagbevægelse har skrevet et brev til Trafikstyrelsen. Her står, at aftalen med Jørn Færch dækker al transport. Og at hans kørsel med skolebørn kan sammenlignes med taxikørsel, der må aflønnes på akkord.
På den måde vil Kristelig Fagbevægelse og Kristelig Arbejdsgiverforening gøre Jørn Færchs transporter lovlige. Det protesterer 3F og Danske Busvognmænd mod. Og i 3F forventer Jan Villadsen, at Trafikstyrelsen vil underkende manøvren.