Svensk LO overvejer at organisere illegale
Svensk LO's kongres 31. maj - 4. juni skal drøfte forslag om afkriminalisering og organisering af landets 30.000 illegale arbejdere
Svensk fagbevægelse overvejer nu at organisere illegale arbejdere for at forbedre deres forhold. Også i Sverige skaber samfundsudviklingen større kløfter og ulighed. Dårligst stillede er lønmodtagere med udenlandsk baggrund. Med hårde nedskæringer for a-kassemedlemmer har den konservative svenske regering skabt medlemsflugt fra det stærke svenske LO.
Det er på denne dystre baggrund, at svensk LO's kongres 31. maj - 4. juni tager fat på at diskutere et forslag om at udvikle medlemskab for landets ca. 30.000 illegale arbejdere af udenlandsk herkomst.
Forslagsstiller er Fastighet - nok det forbund hvis medlemmer er hårdest ramt. Fastighet tæller 40.000 medlemmer, der arbejder som rengøringsassistenter eller ejendomsfunktionærer, og 16.000 af dem har udenlandsk herkomst. Derfor er forbundets medlemmer særligt presset på deres indtjening af illegalt arbejde, som florerer inden for rengøringsbranchen.
Seks forslag til debat
LO-kongressen i Sverige skal diskutere disse seks punkter i Fastighets forslag:
* At svensk LO i fællesskab udvikler metoder til at organisere illegale arbejdere, for at kunne sikre dem deres rettigheder på arbejdsmarkedet.
* At LO arbejder for hårdere straffe af kriminelle arbejdsgivere.
* At LO arbejder for, at de illegales arbejde afkriminaliseres.
* At LO virker for at tidsrammen for behandling af asylansøgninger forkortes markant.
* At LO arbejder for lovfæstet ret til skolegang for børn af illegale arbejdere.
* At LO arbejder for illegales ret til almen sygdomsbehandling.
EFS - den europæiske sammenslutning af fagforbund - valgte på den seneste kongres i maj 2007 svensk LO's formand Wanja Lundby-Wedin som formand.
Samtidig vedtog EFS også en handlingsplan, hvor alle medlemsforbund skal arbejde for at forbedre de illegales forhold ved blandt andet at organisere dem.