Polsk byggefirma snyder med pension
Det polske byggefirma Gal-Met har har ikke indbetalt pension for en eneste medarbejder. Dansk Byggeri holder hånden over polsk firma, som ikke overholder overenskomsten, siger fagforeningerne.
De polske medarbejdere i Gal-Met har ikke fået indbetalt så meget som en krone i pension, selv om det er en del af overenskomsten. 26. juni demonstrerede polske arbejdere mod forholdene hos Gal-Met. (Foto: Harry Nielsen.) Det polske byggefirma Gal-Met snyder sine ansatte og bryder atter den overenskomst, som det er omfattet af via medlemskab af Dansk Byggeri.
Som følge af overenskomsten skal der indbetales pensionsbidrag til PensionDanmark. Fra 1. marts i år gælder, at der skal betales pension for ansatte, som enten har været omfattet af overenskomsten i et halvt år eller "i en tilsvarende periode haft erhvervsarbejde".
Nyhedsbrevet 3F har bedt PensionDanmark oplyse, hvor mange ansatte der indbetales pensionsbidrag for. Onsdag 18. juli lød svaret fra pensionsselskabet: "Vi har overhovedet ikke registreret indbetalinger". Alt hvad PensionDanmark har på Gal-Met er en meddelelse fra 2006 fra Dansk Byggeri om, at virksomheden er optaget som medlem.
Gal-Met har arbejdet som entreprenør på flere byggeprojekter i det storkøbenhavnske område i minimum et år. Første faglige sag mod firmaet blev indledt i juli i fjor.
33 i gang på Dortheavej
I øjeblikket beskæftiger Gal-Met efter egne mandskabslister 33 polske medarbejdere ved et stort ombygningsarbejde på Dortheavej i det københavnske nordvest-kvarter - et arbejde der har stået på i godt et halvt år.
- Med de nye overenskomstregler kan der overhovedet ikke være diskussion om, at Gal-Met skal indbetale pensionsbidrag for alle deres folk. Det nye er, at erhvervsarbejde i for eksempel Polen tæller med som anciennitet med hensyn til pension. Selv hvis den enkelte medarbejder ikke har været i Danmark i et halvt år, er der ingen tvivl om, at de samlet har den anciennitet, som er nødvendig for at de skal have indbetalt pension, siger Michael de Gier, faglig sekretær i Bygge-, Jord- og Miljøarbejdernes Fagforening (BJMF) i København.
Samme melding kommer fra Malernes Fagforening, som har flere igangværende faglige sager mod det polske firma.
- Det er uden for enhver diskussion, at Gal-Met bryder overenskomsten ved ikke at indbetale pensionsbidrag. De nye regler trådte i kraft 1. marts, og selv om overenskomsterne først var godkendt i slutningen af april, har der været tid nok til at bringe forholdet i orden, hvis man har haft intention om det, siger afdelingens næstformand Bo Rosschou.
3F: Dansk Byggeri bør være aktiv
Forelagt de manglende pensionsindbetalinger siger chefkonsulent i Dansk Byggeri Jørgen Heien: - For det første ved jeg ikke, om det er rigtigt, at der ikke er indbetalt pensionsbidrag. Det har vi ikke undersøgt, men det siger sig selv, at vi naturligvis ikke kan acceptere, at vores medlemsvirksomheder ikke overholder overenskomsten.
- Lige præcis med hensyn til spørgsmålet om pensionsindbetaling har vi gjort, hvad vi kan. Vi har i de igangværende faglige sager pålagt virksomheden at indbetale pension. Sagerne kører sin sædvanlige gang, og vi ved jo ikke, hvad udfaldet bliver af den sag, som Malernes Fagforening har viderebragt. Det er vi nødt til at afvente.
Jørgen Heien undrer sig i øvrigt over, at PensionDanmark ikke har rejst en sag, hvis der mangler pensionsindbetaling.
Forhandlingssekretær i Byggegruppen i 3F Leif Ruhe efterlyser Dansk Byggeris aktive medvirken til overholdelse af overenskomsten.
- Når der er rejst indtil flere sager mod en af organisationens medlemsvirksomheder for at snyde på vægten, så synes jeg ærligt talt, at Dansk Byggeri i højere grad selv burde gøre en indsats for at kontrollere overenskomstens overholdelse. Det er en gensidig forpligtelse, hvis den danske model skal virke. Dansk Byggeri er alt, alt for tilbagelænet i sager med firmaer, som tilsyneladende har meldt sig ind på skrømt, siger Leif Ruhe
Dansk Byggeri: Vi kan ikke gøre mere
Fagforeningerne har ingen medlemmer blandt de ansatte hos Gal-Met. Malernes Fagforening har ført sager for fire tidligere medarbejdere. I det ene tilfælde er der sket efterbetaling af 86.000 kroner for manglende løn. I et andet tilfælde, hvor der blev afholdt mæglingsmøde i sidste uge, pålægger Dansk Byggeri firmaet at indbetale pension til sine ansatte og opfordrer i øvrigt virksomheden til at fremlægge dokumentation for, at der udbetalt korrekt løn, ferie og S/H-betaling.
- Mere kan vi ikke gøre, siger Jørgen Heien.
Bo Rosschou er langt fra tilfreds.
- Vi fremlagde dokumentation for underbetaling for tre navngivne medarbejdere, men Dansk Byggeri nægter at godkende arbejdernes egne timeopgørelser. Dansk Byggeri blåstempler ukritisk sin medlemsvirksomhed, siger han.
Flere sager mod Gal-Met
De tidligere ansatte og kontakter inde på byggepladsen på Dortheavej har overfor fagforeningen oplyst, at de aflønnes med 40 kroner i timen. Malernes Fagforening har på baggrund af mandskabslisterne rejst krav om efterbetaling af løn og overtidsbetaling på tilsammen 3,3 millioner kroner. Dansk Byggeri anerkender ikke den dokumentation, som fagforeningen har fremlagt.
Fagforbundet TIB's afdeling i København kører også en sag mod Gal-Met for ikke at overholde overenskomstens regler for kost og logi. Dansk Byggeri har erkendt et krav på 2,4 millioner kroner. Gal-Met har ikke betalt beløbet, og TIB har nu sendt det til inddrivelse i fogedretten.
3F, TIB og Malerforbundet har i øvrigt i en anden sag med Gal-Met indklaget Dansk Byggeri for organisationsansvar for at "svigte sin forpligtelse til at medvirke til overenskomstens overholdelse".
- Vi mener, at Dansk Byggeri ikke lever op til sin forpligtelse til at være med til at sikre, at virksomheden overholder spillereglerne på det danske arbejdsmarked, siger Leif Ruhe.