Nye redskaber mod øst-dumping
OK07: Byggeriets nye overenskomster giver bedre mulig for at kontrollere udenlandske arbejdere
Byggelønmodtagernes topforhandlere nærlæser dokumenter under overenskomstforhandlingerne. Fra venstre gruppeformand Peter Hougaard fra TIB, Ole Christensen, 3F, og gruppeformand John Larsen, 3F. (Harry Nielsen.) Med de nye bygge-overenskomster, der kom i hus onsdag, er der skabt nye og bedre redskaber til at sikre, at byggeriets udenlandske arbejdskraft ikke virker som løntrykkere.
Der er tale om en generel aftale, der dækker alle 3F's og TIB's overenskomster med Dansk Byggeri.
3F og TIB har med overenskomsterne fået skabt en slags omvendt bevisbyrde om overenskomsternes overholdelse, hvis man påviser omstændigheder, der giver anledning til tro, at virksomheder snyder på vægten.
I sådanne tilfælde er det op til Dansk Byggeri at fremskaffe og fremlægge dokumentation over for forbundene.
Hvis der konstateres overenskomstbrud, skal Dansk Byggeri sørge for at få virksomheden til at rette forholdene.
- Det er et godt redskab, som forpligter Dansk Byggeri og som gør det sværere for plattenslagerne, siger Ole Christensen, forhandlingssekretær i Byggegruppen i 3F og den ansvarlige i 3F for det nye øst-afsnit i overenskomsten.
- Vi ville gerne have haft endnu mere forpligtende bestemmelser, men der er tale om et stort fremskridt og et reelt redskab i kampen for at sikre også den udenlandske arbejdskraft danske løn- og ansættelsesvilkår, siger han.
Fælles kasse til feriepenge
Der er samtidig lavet aftale om, udenlandske lønmodtageres erhvervserfaring fra hjemlandet betragtes som anciennitet i forhold til pensionsberettigelse.
Det betyder reelt, at udenlandske bygningsarbejdere, der er fyldt 20 år, er berettiget til pension fra første arbejdsdag.
Endelig er 3F, TIB og Dansk Byggeri blevet enige om at etablere en særlig fælles kasse til at administrere udenlandske virksomheders indbetaling af feriepenge og søgnehelligdagspenge.
- Også disse to mere administrative tiltag er redskaber, som kan bruges til at sikre, at vores udenlandske kolleger får, hvad de skal have, idet vi kan kontrollere om der sker pensionsindbetaling henholdsvis indbetaling af feriepenge og S/H-penge, siger Ole Christensen.
- Samlet set er der tale om tre nye redskaber, som gør det sværere for dem, der vil snyde, men informationer om, hvad der sker ude på arbejdspladserne kommer ikke dumpende til os. Det er stadig det opsøgende arbejde, der er afgørende for, at vi kan holde orden i eget hus, siger Ole Christensen.
De forbedrede muligheder for at kontrollere, at den udenlandske arbejdskraft rent faktisk får den løn, de efter overenskomsten skal have, har været et væsentligt lønmodtagerkrav inden for byggeriet. Det skyldes stribevis af eksempler på, at østarbejdere ikke får hvad de skal have og stiltiende accepterer at blive snydt.
Fem polsktalende konsulenter
I øvrigt har forbundene i BAT-kartellet i fællesskab besluttet, at der ansættes fem polsktalende faglige konsulenter, som skal støtte fagforeningernes opsøgende arbejde over for den udenlandske arbejdskraft.
De nye konsulenter ventes at begynde her i foråret.