Fortsat udnyttelse af arbejdere i udviklingslande

Verdenshandelsorganisationen WTO accepterer, at en række udviklingslande fortsat kan have særlige zoner, hvor lovgivning og faglige rettigheder sættes ud af kraft.

I de såkaldte eksportproduktionszoner (EPZ) er der, med fagbevægelsens ord, fri adgang til udnyttelse af arbejderne og undertrykkelse af almindelige faglige rettigheder. Defor bør de stoppes.  (Arkivfoto: Lene Esthave)I de såkaldte eksportproduktionszoner (EPZ) er der, med fagbevægelsens ord, fri adgang til udnyttelse af arbejderne og undertrykkelse af almindelige faglige rettigheder. Defor bør de stoppes. (Arkivfoto: Lene Esthave)

Den internationale fagbevægelse vender sig i meget kraftige vendinger imod, at der tilsyneladende er støtte i verdenshandelsorganisationen WTO til at opretholde de såkaldte eksportproduktionszoner (EPZ).

Her er der, med fagbevægelsens ord, fri adgang til udnyttelse af arbejderne og undertrykkelse af almindelige faglige rettigheder.

Det er den faglige verdensinternationale ITUC, der i en pressemeddelelse oplyser, at WTO's øverste ledelse med generalsekretær Pascal Lamy i spidsen er indstillet på at forlænge en periode med tilladelse til eksportstøtte i en række af verdens mindst udviklede lande.

Denne støtte vil, vurderer ITUC, samtidig give de omfattede landes regeringer mulighed for at fortsætte EPZ'erne.

Svært at se udviklingen

Ifølge WTO-reglerne skal støtteordningerne udfases i år, men en række udviklingslande har ønsket en forlængelse som et redskab i udviklingsarbejdet. Der lægges op til en forlængelse af mulighederne for eksportsubsidier til 2015.

- Hvis tiltrækning af udenlandske investeringer er baseret på støtte til multinationale selskaber, skattefritagelse og undertrykkelse af menneskerettigheder, det er svært at se, hvad det bringer af udvikling i de pågældende lande, siger ITUC's generalsekretær Guy Ryder i pressemeddelelsen.

EPZ'erne er berygtet for undertrykkelse af faglige rettigheder og tvunget overarbejde.

Ofte sætter regeringer landets arbejdsmarkedslovgivning ud af kraft i zonerne, eller lader overtrædelser af lovgivningen passere. Det er mere reglen end undtagelsen, at fagbevægelsen har adgang til at organisere i EPZ-zoner.

EPZ gavner ikke de fattige

- Det er på tide at tage respekten for arbejdskraften og faglige rettigheder i EPZ'erne alvorligt. Ud over at det er en fundamental menneskeret for arbejderne, så er realiteten, at det ikke underminerer selskabernes konkurrencemuligheder, som en fællesrapport fra ILO og WTO har understreget, siger Guy Ryder.

Han opfordrer derfor, med udsigt til at EPZ'erne fortsætter i mange lande, regeringerne til at fremme og beskytte faglige rettigheder i EPZ'erne.

Mellemfolkeligt Samvirkes formand Søren Hougaard, international programleder i 3F, siger til Nyhedsbrevet 3F om udsigten til forlængelse af støttemulighederne:

- Det kan være fint nok, at udviklingslande får et handelsmæssig forspring og mulighed for at yde subsidier, men det skal ikke være på bekostning af sociale regler og beskyttelse af arbejdskraften. EPZ-zonerne er generelt ikke til gavn for de fattige men gavner alene aktionærer og de multinationale. Det er meget svært at se, hvad virksomhederne i EPZ'erne bidrager med, hvis de ikke betaler skat men alene benytter EPZ'en til at opnå den billigst mulige produktion.