Per klarer pynten

Multimedie: Julen er tiden, hvor mange gør lidt ekstra ud af familiegravstedet. Per Skøtt er kirkegårdsgartner i Vodskov, og her er man mestre i smukke grantæpper.

Per Skøtt nyder sit arbejde som kirkegårdsgartner. Selvom det til tider er vådt og koldt at skulle juledække gravene. (Foto: Per Johansen)Per Skøtt nyder sit arbejde som kirkegårdsgartner. Selvom det til tider er vådt og koldt at skulle juledække gravene. (Foto: Per Johansen)

Seks ton gran og seks uger. Det er den helt enkle opskrift på, hvordan kirkegården ved Vodskov nord for Aalborg bliver klædt på til jul.

Per Skøtt og hans kolleger er mestre i smukke grantæpper, der luner ikke mindst de pårørende, når de ved juletid runder kirkegården.

- Men man kan sagtens selv lave en enkel dekoration, hvis man vil det, siger Per Skøtt.

Han småklipper tuja, taks, vedbend, rododendron og kristtjørn og samler det fingerfærdigt til en enkel og langtidsholdbar buket, der er lige til at arrangere i den bare jord. Før frosten sætter ind.

Enkelte af gravene i Vodskov har dekorationer, som den Per Skøtt blandt andet kan lave.

- Men i dag er det altså mest gran, for dekorationer tager mere tid, forklarer han.

Per Skøtt og kollegerne har nok at se til i denne tid. 500 grave på kirkegården i Vodskov skal gøres klar til julen.

5 om kirkegården ved juletid

1. Evig kamp med fuglene

Ingen jul uden kristtjørn. Især de brogede af slagsen er Per Skøtts favoritter. Men desværre har Vodskovs fugle samme smag. Så tit forsvinder de smukke røde bær som dug for solen. Især når de har fået frost, for så smager de bedst.

2. De døde går igen

I ældre tid mente man, at de afdøde var særligt aktive med at spøge og gå igen til jul.

- Så skulle der måske være pænt på gravene, funderer Per Skøtt. En mere jordnær forklaring på pynte-traditionen går ud på, at der blev lagt gran på gravene for at beskytte sarte roser.

3. Vinterjob fra 30'erne

Grandækningen blev rigtig "opfundet" i 1930'erne, siger landskabsarkitekt og tidligere kirkegårdsinspektør Morten Falmer-Nielsen, Brønshøj. Der var mange arbejdsløse, og pyntningen kunne skaffe de kirkegårdsansatte job i en længere periode.

4. Færdigt arbejde

Taktfaste bevægelser med riven er tegn på, at endnu et gravsted kan møde vinteren i pæn, tildækket stand. Så kan den blå knæpude flyttes til næste grav, og nye idéer skal udtænkes. For gravene er vidt forskelligt anlagt.

5. Travl saks

Når grangrene skal ligge pænt, skal de klippes i mindre stykker, så de nemmere kan blive til et grantæppe. Saksen er også det enkle middel, når der skal klippes grønt til en buket. Og så får man oven i hatten beskåret lidt hist og her.

Soundslide link

Soundslide link