3F opsiger praktikaftaler på det grønne område

3F opsiger nu praktikantaftalerne med arbejdsgiverforeningen inden for gartneri og landbrug på grund af mistanke om massiv udnyttelse af såkaldte udenlandske praktikanter som billig arbejdskraft.

Nyhedsbrevet 3F har i det seneste par måneder dokumenteret, at danske landmænd og gartneriejere i udbredt grad udnytter udenlandske praktikanter som billig arbejdskraft.  (Foto: Rikke Madsen.)Nyhedsbrevet 3F har i det seneste par måneder dokumenteret, at danske landmænd og gartneriejere i udbredt grad udnytter udenlandske praktikanter som billig arbejdskraft. (Foto: Rikke Madsen.)

Danske arbejdsgivere skal ikke kunne bruge et påskud om uddannelse af udenlandske praktikanter som adgangsbillet til at få billig arbejdskraft til deres stalde og gartnerier.
Det mener 3F, som nu opsiger praktikantaftalerne inden for gartneri og landbrug for at få aftalerne forbedret i forbindelse med forårets overenskomstforhandlinger med Gartneri-, Land- og Skovbrugets Arbejdsgivere, GLS-A.

- Uddannelse er en god ting. Men vi kan ikke acceptere, at arbejdsgivere bare bruger uddannelse som et dække til at udnytte udenlandske praktikanter som billig arbejdskraft. Vi har brug for meget mere overvågning af ordningen, siger Arne Grevsen, formand for Den Grønne Gruppe i 3F.

GLS-A tager opsigelsen med sindsro

Nyhedsbrevet 3F har i det seneste par måneder dokumenteret, at danske landmænd og gartneriejere i udbredt grad udnytter udenlandske praktikanter som billig arbejdskraft.

Opsigelsen af praktikantaftalerne inden for gartneri og landbrug vækker dog ikke den store bekymring hos arbejdsgiverforeningen:

- Aftalerne er en del af den kollektive overenskomst, som skal til forhandling i foråret, så det er vist mest af alt et markedsføringsfif. Men det kan da godt undre mig, at vi ser så mange udenlandske praktikanter, siger Johnny Ulf Larsen, direktør i GLS-A, til Nyhedsbrevet 3F.

Direktøren efterlyser en endelig udmelding fra Udlændingeservice af, hvor mange af de hen ved 2.000 praktikanter fra Ukraine der arbejder lovligt i Danmark. En rapport fra Udlændingeservice viste i foråret, at en del ukrainske praktikanter inden for det grønne område ikke har orden i papirerne.