Flertal bag Lindø-plan
Idé om at lave Lindøværftet om til center for vedvarende energi får støtte i både regering og opposition. 3F's formand vil holde regeringen fast på dens løfte.
Idé om at lave Lindøværftet om til center for vedvarende energi får støtte i både regering og opposition. ((Foto: Scanpix).) Et flertal i Folketinget støtter umiddelbart 3F's idé om, at Lindøværftet skabes om til et kraftcenter for vedvarende energi.
Forslaget blev lanceret i fredags. Det bakkes umiddelbart op af S og SF, og efter et besøg på værftet i weekenden sagde erhvervs- og økonomiminister Lene Espersen, at hun vil undersøge muligheden for at etablere et center til udvikling af vindkraft og bølgeenergi.
- Det er da glædeligt, at den triste begivenhed på Lindø har sat fokus på, hvordan vi kan komme i gang med en større plan end det, regeringen ellers har fiflet med. Hvis vi for eksempel kan få en folketingsbeslutning om udvikling af bølgeenergi, vil det være flot, siger 3F's forbundsformand, Poul Erik Skov Christensen.
Danfoss' formand, Jørgen Mads Clausen, som også står bag bølgeenergi-firmaet Wave Star, ser værftsgrunden nord for Odense som det optimale sted at udvikle netop den energiform. Men det vil være helt afgørende med støtte fra politisk side - også økonomisk.
- Ikke til os, men for eksempel til DONG. Der vil være fejl i starten, og uden støtte vil det være for dyrt at sætte et anlæg op. Men kommer vi ikke i gang, får vi heller ingen erfaringer, siger han.
Store udfordringer
I løbet af weekenden har politikerne nærmest stået på skuldrene af hinanden for at fortælle om alt det gode, de vil gøre for Lindø-værftet og de mennesker, der arbejder der. Og Poul Erik Skov Christensen erkender en risiko for, at der går pop i den, fordi det fynske værft er en kendt arbejdsplads.
- Men det lever jeg med, hvis det kan være katalysator for, at vi får regeringen til at tage nogle mere langsigtede og bæredygtige initiativer. Og vi vil i hvert fald gøre hvad vi kan, for at holde politikerne fast på deres løfter, siger han.
3F-formanden understreger, at udfordringerne er enorme.
- Om tre-fire år er gassen i Nordsøen formentlig væk, og om 50 år er det slut med olien. Dermed forsvinder forudsætningen for næsten alt det, vi foretager os i dag. Så det er helt afgørende, at vi tænker langt, siger han.