TIB og Dansk Metal i fusions-flirt
På opfordring fra hovedbestyrelses-medlemmer har Metal's og TIB's forbundsledelser holdt møde om behov for et forbund for ansatte i industri, byggeri og service.
- På mødet fik vi snakket om mange ting. Vi arbejder i dag godt sammen med Metal, og vi er enige om, at det fortsætter vi med. Begge forbund følger udviklingen, også i forhold til andre beslægtede forbund, oplyste TiB's forbundsformand Arne Johansen i sin beretning på forbundets kongres søndag.
Forbundet Træ-Industri-Byg (TIB) sagde i juni sidste år nej til at deltage i de fortsatte samarbejde med SiD og KAD om det, der fra 1. januar ser lyset som 3F.
Nu flirter TIB i stedet med Dansk Metal.
Det oplyste TIB's forbundsformand Arne Johansen, da TIB søndag indledte sin anden ordinære kongres.
Arne Johansen sagde i sin beretning, at TIB's forbundskontor 6. september i år modtog en henvendelse fra Metals og TIBs hovedbestyrelsesmedlemmer i Jylland, der opfordrede til drøftelse af "behovet for et stærkt forbund for beskæftigede i industrien, byggeriet og i serviceerhvervene".
Arne Johansen sagde videre i sin beretning, at han 13. oktober holdt et møde med Dansk Metals formand Thorkild E. Jensen.
- Her fik vi snakket om mange ting. Vi arbejder i dag godt sammen med Metal, og vi er enige om, at det fortsætter vi med. Begge forbund følger udviklingen, også i forhold til andre beslægtede forbund, sagde Arne Johansen.
Bygningsarbejderforbund
Forholdet til andre forbund - også at TIB ikke blev en del af 3F - fik flere kommentarer med på vejen i den del af beretningsdebatten, der blev afvikling søndag.
Således erklærede Karsten Hønge fra TIB i Odense, at man bør gøre et forsøg sammen med Metal. Det vil - sagde han - skabe et stærkt og udadvendt forbund, der vil have kapaciteten til at yde medlemmer-ne en god service og være attraktiv for andre.
Viggo Toften-Jørgensen fra TIB København syntes dog ikke, at Metal vil være en nærliggende partner, hvis der skal tales fusion, mens Anders Munk fra TIB Århus fandt det nødvendigt med en fusion, hvis man skal få tid til det opsøgende arbejde og komme ud at diskutere med medlemmerne. Han så meget gerne - som Arne Johansen har givet udtryk for i en artikel på SiD's hjemmeside - at det ville lykkes at trække murere, murerarbejdsmænd og SiD's andre bygningsarbejdere ud af SiD og over i et nyt bygningsarbejderforbund.
Arne Johansen havde forinden i sin beretning slået fast, at han ikke havde ansvaret for overskriften for den pågældende artikel "TIB vil have SiD'ere med i nyt forbund".
- Men jeg præciserede, at TIB's fremtidsvision fortsat er, at bygnings- og træarbejdere engang kunne samles i ét forbund – herunder gerne de 50.000 bygningsar-bejdere i SiD, sagde han forbundsformanden.
Han slog i øvrigt fast, at han ikke har opfordret SiD's medlemmer til at melde sig ud af 3F.
Arne Johansen oplyste også i sin beretning, at TIB, Malerforbundet og Blik- og Rørarbejderforbundet har indgået en samarbejdsaftale med det sigte at etablere en fælles faglig a-kasse. Baggrunden er, at der fra 2007 kræves minimum 10.000 medlemmer for at blive statsanerkendt. De to andre forbund ligger tæt ved denne grænse.