Polske bygningsarbejdere sætter livet på spil
Polakker arbejder med livet som indsats på ulovlige stilladser på ejendom ejet af den algeriske ambassade og på byggeri i Slagelse. 3F har anmeldt sagerne til Arbejdstilsynet.
Polakker arbejdede på dette livsfarligt stillads opbygget i træ uden faldsikring i cirka otte meters højde på adressen Vedbynørrevej 6 ved Slagelse. 3F har efter tip været ude på to byggerier i Slagelse og i Hellerup, og begge steder var forholdene så farlige, at polske bygningsarbejdere sætter livet på spil på ulovlige stilladser - 3F har anmeldt sagerne til Arbejdstilsynet.
I Slagelse blev næstformand Hans-Jacob Mortensen og faglig sekretær Niels Erik Danielsen mødt af polske bygningsarbejdere og senere en vred bygherre, fiskehandler Jesper Hansen, der overfusede dem, da de rykkede ud på byggepladsen på Vedbynørrevej 6, hvor en ældre landejendom er ved at blive renoveret.
Risiko for at blive spiddet
De kunne konstatere, at polakkerne arbejdede på et livsfarligt stillads opbygget i træ uden faldsikring i cirka otte meters højde.
Øverst stod to bukke med en palle oven på. Der var et syndigt rod på byggepladsen og der lå blandt andet ledninger i vand. Neden for det interimistiske stillads strittede armeringsjern op i luften, så man ville blive spiddet ved fald fra stilladset.
- Det er fantastisk, at bygherren, der ejer huset, ikke havde reageret. Enhver kan se, at stilladset er livsfarligt. Men det handler jo desværre bare om at få arbejdet udført så billigt som muligt. Det er forargeligt, siger Niels Erik Danielsen.
Jeg kender ikke reglerne
Arbejdstilsynet rykkede ud mandag 31. juli, hvor sagen blev anmeldt, og der var stilladset allerede pillet ned.
Arbejdet startede i maj, og Jesper Hansen oplyser, at det er det polske firma Budremex, som han har kontrakt med, der har ansat polakkerne, der bor i to skure på pladsen.
Efterfølgende har han skrevet til 3F, hvor han prøver at løbe fra ansvaret.
"Jeg kender ikke reglerne for sikkerhed i byggeriet, det må jeg som forbruger forvente, at byggefirmaet gør", skriver han og forlanger samtidig en uforbeholden undskyldning fra 3F.
Bygherren har ansvaret
Men den går ikke, pointerer Niels Erik Danielsen.
- Jesper Hansen har et ansvar i arbejdsmiljømæsig sammenhæng, og det kan han ikke løbe fra, siger han.
Jesper Hansen afviser, at han skulle have grebet ind på eget initiativ trods det, at stilladserne ser åbenlyst farlige ud.
- Jeg er fiskehandler og bor på landet. Når naboen sætter et stillads op, ser det ikke meget anderledes ud. Jeg troede jo, at byggefirmaet havde ansvaret, men har nu fået oplyst, at ansvaret er mit. Jeg vil derfor tjekke stilladset, når det bliver sat op igen - efter arbejdstilsynets anvisninger, siger Jesper Hansen.
Firma er blokaderamt
Men sagen slutter næppe her, da det nu også er kommet for dagens lys, at Budremex har været blokaderamt siden 23. december 2005 på en anden arbejdsplads i Slagelse, hvor forbundet Træ-Industri-Byg (TIB) gik ind.
Det gælder den daværende arbejdsplads Fiskehallen, Sorøvej 84, hvor arbejdet også dengang blev udført for Jesper Hansen.
Konflikten kan kun opløses ved indgåelse af overenskomst med TIB eller 3F. Hans-Jacob Mortensen oplyser, at 3F nu vil stille krav om overenskomst.
- Men med de erfaringer TIB har med firmaet vil det forventelige resultat være, at vi tilslutter os blokaden, siger han.
Fare for nedstyrtning
I sagen fra Hellerup var det faglig sekretær i 3F Mølleåen Jan Richelsen, der fik et tip om, at noget haltede på en ejendom på Hellerupvej 66, som fem polske håndværkere var i gang med at renovere.
- Da vi rykkede ud, kunne vi konstatere, at der var fare for at styrte ned, da stilladset ikke nåede taget, som man var ved at lægge på. Polakkerne skulle træde på stilladsets øverste pind for at "hæve" sig op på taget med armene. Der var heller intet gelænder, der beskytter mod fald, og stilladset var fastgjort med ledninger. Det er grotesk og livsfarligt. Intet opfyldte Arbejdstilsynets bekendtgørelse, siger Jan Richelsen.
Ejet af ambassade
Han har undersøgt ejerforholdene på ejendommen, og den var ejet af Juristernes og Økonomernes Pensionskasse, som har solgt den til den algeriske ambassade.
Jan Richelsen har nu anmeldt sagen til Arbejdstilsynet og har bedt om aktindsigt i sagen.
- Det kan være et problem, at ambassaden er beskyttet af immunitet. Det er beskæmmende og udtryk for dårlig moral, siger Jan Richelsen, der nu afventer svar fra Arbejdstilsynet.