Tænk dig om når du pakker kufferten

Om ikke så længe skal solhatten på og feriekufferten pakkes. Men pak kun det mest nødvendige, så gør du dig selv og bagageportørerne en kæmpe tjeneste. Få gode råd til at pakke mindre i kufferten.

Pak kun det mest nødvendige i feriekufferten. Det gør det nemmere at rejse, og det letter arbejdet for bagageportørerne, der skal håndtere din bagage i flyet. (Foto: 3F Kastrup)Pak kun det mest nødvendige i feriekufferten. Det gør det nemmere at rejse, og det letter arbejdet for bagageportørerne, der skal håndtere din bagage i flyet. (Foto: 3F Kastrup)

At man har feriekufferten overfyldt med tøj og sko, man aldrig får brugt, burde jo kun være ens egen hovedpine. Men kufferten til charterrejsen skal pakkes i flyet, og det foregår for det meste manuelt af bagageportører, der nedslides før tid på grund af de tunge tasker og kufferter.

Derfor er det en god idé at tænke sig om, når man pakker til en uges ferie sydpå, råder faglig sekretær hos 3F i Kastrup, Lars Brogaard.

Han tog for tre år siden initiativ til kuffertkampagnen.dk, som giver gode råd til, hvordan man pakker sin kuffert bedst og får mest muligt med til mindst mulig vægt.

- Grunden til kampagnen er, at antallet af nedslidte og arbejdsskaderamte medlemmer var uhyrlig højt på området. Der var alt for mange med skader, og også unge mennesker, som måtte forlade branchen langt før tid, forklarer Lars Brogaard.

Tungt arbejde

Og det er et hårdt job at være bagageportør i lufthavnen. Det at ligge i flyenes lastrum og løfte kufferter kan sammenlignes med at ligge under spisebordet og håndtere op til 10-15 ton gods i den travle charterperiode.

- Da teknologien endnu ikke har fjernet de mange tunge løft i flyets lastrum, vil bare et par kilo mindre pr. kuffert gøre en kæmpe forskel. Hvis man kunne få kufferterne til at ligge på 15-17 kilo, ville det virkelig gøre en positiv forskel, siger Lars Brogaard og påpeger, at kufferter hos visse flyselskaber må veje helt op til 32 kilo.

Den enkelte kuffert gør forskellen

Det er den enkelte kuffert, som gør forskellen. Vejede hver enkelt genstand mindre, ville der være færre arbejdsskader.

- De arbejdsskaderamte medlemmer siger ofte: "Da jeg så tog fat i den kuffert, troede jeg ikke den var så tung, og så sagde det smæld", forklarer Lars Brogaard.

-Vi opfordrer til, at hvis man har meget med, så er det en fordel at fordele det over flere kufferter. Det er alt andet lige også rarere for den rejsende selv, samtidig med at det aflaster bagageportørerne, siger Lars Brogaard og påpeger, at kufferter med hjul bærer en del af skylden for, at kufferterne bliver tungere og tungere.

- Så glemmer du og jeg hvor tunge tingene egentlig er, fordi det eneste sted vi selv skal bære vores kuffert, er når vi skal have den ud og ind af bilen og bussen.

Kvinder er værst

Skal man have årets danske turister til at pakke lidt mindre i kufferten, lader det til, at det er kvinderne man skal have en alvorssnak med. Det er nemlig oftest dem, som står for at pakke i forbindelse med en rejse.

- På et tidspunkt fik vi Gallup til at høre om folks rejsevaner, og op mod 80 procent pakker mere end de har brug for. Derfor opfordrer vi til, at man er mere præcis i sin pakkeliste, så det ikke bliver i sidste øjeblik, man kyler en masse ting i kufferten, siger Lars Brogaard.

- Og så er det især kvinderne, der har for vane at tage et par ekstra sko eller tre med. Det er jo svært at bryde de vaner, men alt er jo en hjælp, forklarer Lars Brogaard, der i privaten selv har prøvet af barbere små to kilo af konens kuffert ved bare at hælde cremer, shampoo osv. i mindre flasker.

- Ofte køber man jo store økonomiflasker med creme og shampoo, og det kan man jo på ingen måde nå at bruge på en til to ugers charterferie. Så shampoo, balsam, aftersun, solcreme og så videre kom i mindre flasker, og på den måde blev kufferten altså reduceret med godt halvandet kilo.