Gravid maler blev uberettiget fyret

For tredje gang på et halvt år skal en københavnsk malermester betale erstatning for uberettiget fyring af en gravid malersvend. Denne gang har Malernes Fagforening skaffet en erstatning på 118.000 kroner til den gravide svend, der blev afskediget.
- Det er uacceptabelt, at virksomheder opsiger gravide, fordi man synes, det er for besværligt at have dem ansat. Og det er dybt beskæmmende, at dette fortsat forekommer i malerfaget, siger næstformanden for de københavnske malersvende, Bo Rosschou.
Han opfordrer virksomhederne til at indrette sig efter, at kvinderne har krav på og ret til at arbejde på lige vilkår med mænd. Og det kan godt betyde, at gravide ansatte har brug for en positiv opmærksomhed.
- Så kan det jo ikke nytte, at man ser stort på lovgivningen og almindelig anstændighed og i stedet sparker de gravide ud i arbejdsløshed, konstaterer Bo Rosschou.

Af Johs Krarup (NET-Redaktionen, Lynx Media)