Flest nedslidte kvinder i fleksjob
Hårdt arbejde og huslige pligter er skyld i, at seks ud af ti fleksjobbere er kvinder.
Hårdt arbejde og huslige pligter er skyld i, at seks ud af ti fleksjobbere er kvinder. Antallet af kvindelige fleksjobbere er støt stigende. Der er nu 52 procent flere kvindelige end mandlige fleksjobbere. Det viser nye tal fra Danmarks Statistik.
- Der er to grunde til, at der er flest kvindelige fleksjobbere. For eksempel har mange af 3F's kvindelige medlemmer hårdt fysisk arbejde og nedslides i blandt andet rengøringsjob. Desuden har mange kvinder stadig dobbeltarbejde. Det er en væsentlig grund til nedslidning, siger Jane Korczak, næstformand i 3F.
Og det er stadig 3F-kvinderne, der trækker det tungeste læs på hjemmefronten. Det viser en undersøgelse blandt 3F's medlemmer, som Fagbladet 3F har lavet i samarbejde med Analyse Danmark.
Onsdagsfrikadeller og søndagssteg
- Den større andel af kvindelige fleksjobbere kan meget vel skyldes, at kvinderne tager en stor andel af det huslige arbejde, siger Kenneth Reinecke, mandeforsker på RUC.
Han mener dog, at det ofte handler om prioriteringer. Kvinderne ønsker nemlig selv at være mest aktive på hjemmefronten. Men mange kvinder kender ikke prisen og brænder pludselig ud.
- Det er som regel kvinderne, der står for onsdagsfrikadellerne. Manden laver så mad i weekenden, når stegen skal på bordet, siger Kenneth Reinecke.
Flere forklaringer
Der kan være flere forklaringer på den større andel af kvinder i fleksjob. Blandt andet har kvinder har en anden opfattelse af sygdom end mænd.
- Kvinder reagerer meget hurtigere på deres krops signaler. Det er også en af grundene til, at kvinder har flere sygedage end mænd, siger Anette Borchorst, kønsforsker ved Aalborg Universitet.
Kvinder oplever også et større pres i jobbet, fordi de er dårligere til at klare større ændringer i jobbet. Derfor er de mere tilbøjelige til at søge fleksjob, mener Anette Borchorst.