Blokade mod udenlandske løntrykkere

Århusianske stilladsarbejdere blokerer stilladsarbejdere fra tysk firma, der betragtes som løntrykkere. SiD Lager & Pak er på vej med overenskomstkrav.

Selv om der kun er tale om fire udenlandske stilladsarbejdere, er det en principiel sag for SiD Lager & Pak at sørge for at lønniveauet holdes. (Søren Zeuth)Selv om der kun er tale om fire udenlandske stilladsarbejdere, er det en principiel sag for SiD Lager & Pak at sørge for at lønniveauet holdes. (Søren Zeuth)

Stilladsarbejdere fra Århus blokerer på tredje dag for opstilling af stilladser ved et forbrændingsanlæg i Århus.

Det er et tysk stilladsfirma, der skal udføre opgaven. SiD Lager & Pak i Århus mener imidlertid ikke, at firmaet overholder en aftale, som er indgået med afdelingen.

Det tyske stilladsfirma udfører arbejdet som underentreprenør for et tysk entreprenørfirma, der i licitation har vundet opgaven med renovering og isolering af forbrændingsanlægget i Lisbjerg.

- Vi har i februar indgået en aftale med det tyske firma om, at deres ansatte ved arbejde i Danmark skal have, hvad der svarer til 165 kroner i timen. Det er er den løn, som århusianske stilladsarbejdere normalt arbejder for. Problemet er imidlertid, at det kniber for firmaet at dokumentere, at de overholder aftalen, siger faglig sekretær i SiD Århus Lager &Pak, Jan Sylvest Andersen.

- Vi er blevet præsenteret for en slags lønsedler, håndskrevne og tilsyneladende skabt alene for at tilfredsstille os, men selv de afslører, at det tyske firma ikke overholder aftalen.

Problemet er, at det tyske firma fratrækker omkring 40 procent til forskellige sociale forpligtelser. Efter tyske regler skal arbejdsgiver og lønmodtager imidlertid betale hver en halvdel af udgifterne til for eksempel sygekasse, pension og arbejdsløshedsforsikring.

Der skulle derfor kun være fratrukket omkring 20 procent i den enkelte lønmodtageres løn.

- Derfor skal der ske efterbetaling til de tyske stilladsarbejdere, siger Jan Sylvest Andersen.

Fire stilladsarbejdere

Der er tale om fire tyske eller polske stilladsarbejdere, der arbejder for firmaet Brasausky, som med pauser frem til juli skal opstille stilladser ved forbrændingsanlægget.

- Selv om der kun er tale om fire arbejdere og et stort arbejde for os, er det en principiel sag. Vi er nødt til at sikre os, at arbejde i Danmark bliver udført på, hvad der svarer til danske overenskomstvilkår, hvis vi ikke vil se vores arbejdspladser forsvinde til udlændige på undergravende vilkår, siger Jan Sylvest Andersen.

For SiD Lager og Pak er konsekvensen af den manglende overholdelse af den indgåede aftale, at man formentlig stiller krav om en egentlig overenskomst med det tyske firma.

Indtil videre er blokaden af arbejdspladsen forløbet helt fredeligt.