Beskyldninger mod hotelkæde grundløse
3F Hotel og Restauration i København gik for vidt i anklager mod hotelkæden Guldsmeden. Det indrømmer faglig sekretær.
Faglig sekretær Olfert Kristensen, 3F Hotel og Restauration i København, måtte i dag trække alle sine beskyldninger om illegal arbejdskraft på hotelkæden Guldsmeden tilbage.
(Foto: Per Daugaard) De massive anklager om illegal arbejdskraft på hotelkæden Guldsmeden har nu vist sig at være grundløse. Det kom frem under et mæglingsmøde mellem 3F Hotel og Restauration i København, Horesta og hotelkædens direktør, Sandra Plesner Weinert, i dag fredag.
Under beskydning
Hotelkæden har siden 29. juni været under beskydning af 3F Hotel og Restauration for at have ansat op til 30 polske illegale medarbejdere og underbetalt dem. Hotel og Restauration afleverede både politianmeldelse mod hotelkæden samt et efterbetalingskrav for manglende løn og overarbejde på seks millioner kroner.
Faglig sekretær i 3F Hotel og Restauration, Olfert Kristensen, har i adskillige medier fortalt, at det er det værste, han har oplevet. Baggrunden for udtalelserne skyldes samtaler med de ansatte på hotellerne.
Beskyldninger faldt til jorden
Men under mæglingsmødet faldt anklagerne om illegalt arbejde hurtigt til jorden, da hotelkædens direktør kunne fremvise forhåndsgodkendelser fra myndighederne til at beskæftige østeuropæisk arbejdskraft.
I en pressemeddelelse udsendt af faglig sekretær, Olfert Kristensen og 3F Hotel og Restauration, København, står der blandt andet:
"Vi indrømmer, at vi i dag ikke har belæg for vores beskyldninger mod hotelkæden Guldsmeden."
Ifølge pressemeddelelsen fremgår det, at de polske stuepiger, der har fået for lidt i betaling, har fået udlignet lønnen. Det fremgår ikke, hvor mange penge det drejer sig om.
Ingen kommentarer
Nyhedsbrevet 3F ville gerne have haft en kommentar fra faglig sekretær Olfert Kristensen. Vi ville gerne have spurgt ham, hvordan de fejlagtige beskyldninger opstod, og hvor mange penge stuepigerne havde til gode. Men trods adskillige henvendelser, har det ikke været muligt at få fat i Olfert Kristensen.
Se pressemeddelelsen fra 3F Hotel og Restauration, København her:
Se pressemeddelelsen fra 3F Hotel og Restauration, København her: