Byggeriet skal have sin egen havarikommission

Byggeriet skal være bedre til at tage ved lære af arbejdsulykkerne i branchen, mener Dansk Byggeri - 3F bakker op

Dansk Byggeri ønsker, at branchen nedsætter en særlig havarikommission, der rykker ud i forbindelse med dødsulykker og andre alvorlige ulykker og tilløb til ulykker på byggepladser. (Arkivfoto)Dansk Byggeri ønsker, at branchen nedsætter en særlig havarikommission, der rykker ud i forbindelse med dødsulykker og andre alvorlige ulykker og tilløb til ulykker på byggepladser. (Arkivfoto)

Der sker ikke bare for mange alvorlige arbejdsulykker på landets byggepladser. Mange af dem ligner også hinanden.

Derfor ønsker arbejdsgiverorganisationen Dansk Byggeri, at branchen nedsætter en særlig havarikommission, der rykker ud i forbindelse med dødsulykker og andre alvorlige ulykker og tilløb til ulykker på byggepladser.

- Formålet er at forhindre ulykker og at ulykkesmønstre gentages, siger Jesper Kielsgaard, arbejdsmiljøchef i Dansk Byggeri.

- Ved at sende en særlig ekspert ud kan vi få analyseret årsagerne til, at en ulykke er sket. Vi skal om bag ved ulykken og lære af den, så vi kan forhindre tilsvarende ulykker i fremtiden. Vi skal bruge den enkelte ulykke, sammen med andre observationer vi gør i hverdagen, til at komme med anbefalinger til branchen.

Dansk Byggeri har ikke langt sig fast på, om organisationerne skal hyre særlige specialister eller om man selv har den nødvendige ekspertise.

Jesper Kielsgaard understreger, at ønsket om en havarikommission ikke er udtryk for kritik af Arbejdstilsynet, som også rykker ud i forbindelse med alvorlige ulykker.

- Men Arbejdstilsynet har en anden rolle og skal ikke mindst afdække ansvaret. En havarikommission skal i højere grad kigge fremad, så andre kan lære af en ulykke. Kulturer og strukturer i branchen kan kun ændres gennem et tæt samarbejde, og i den forbindelse er spredning af al tilgængelig viden vigtigt, siger han.

3F: Godt, men 10 år for sent

Dansk Byggeri lægger op til diskussion om forslaget i branchearbejdsmiljørådet (BAR) for bygge og anlæg.

Arbejdsmiljøansvarlig i Byggegruppen i 3F, forhandlingssekretær Frank Thaulow, kalder udspillet interessant.

- Hvert forslag til at nedbringe antallet af døds- og arbejdsulykker fortjener at blive behandlet. Jeg synes, det lyder som en god ide og glæder mig til at se et oplæg fra Dansk Byggeri til, hvordan vi griber det an. Der kan nemlig ikke være to meninger om, at det ikke er godt nok, at antallet af arbejdsulykker i byggeriet fortsat stiger og at mange ulykker ligner hinanden.

Frank Thaulow erindrer, at SiD og BAT-kartellet for en halv snes år siden foreslog en lignende havarikommission, men at byggeriets arbejdsgiverorganisationer dengang afviste forslaget.

- Det gør dog ikke forslaget dårligere, at det kommer 10 år for sent, siger han.

30 procent flere ulykker

Bygge, anlægs og træ-kartellet har i øvrigt i flere omgang ønsket et bedre og mere omfattende statistisk materiale fra Arbejdstilsynet netop af hensyn til den forebyggende indsats.

Antallet af arbejdsulykker i byggeriet er ifølge Arbejdstilsynets officielle opgørelser steget fra 4.206 i 2003 til 5.422 i 2006, en stigning på knap 30 procent.

De seneste fem år er 53 personer dræbt ved arbejde på danske byggepladser. I 2008 har der indtil videre minimum været to dødsulykker på danske byggepladser.