Øget kontrol med østarbejdere
Fagbevægelsen efterlyser, at man udover ønsket om nye regler kommer i gang med kontrol af de regler, der allerede eksisterer for østarbejdere
S og SF ønsker blandt andet, at der stilles krav om, at udenlandske lønmodtagere skal have ansættelsesbevis fra allerførste ansættelsesdag - et krav som formentlig også skal omfatte danske lønmodtagere. Regeringen erkender nu, at den hidtidige kontrol med arbejdskraft fra de nye EU-lande ikke er tilstrækkelig. Der er brug for både bedre kontrol af de eksisterende regler samt nye krav til virksomheder og arbejdskraft om dokumentation.
Beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen har på et møde i kredsen af partier, der står bag Østaftalen lovet bedre kontrol af især udenlandske virksomheder, der arbejder i Danmark i henhold til EU's udstationeringsdirektiv. Det er især udstationeringsbestemmelser, som fagbevægelsen oplever bliver misbrugt.
- Der har været en række sager om misbrug af de nye regler, som kræver at vi handler. Derfor lægger jeg op til at skærpe kontrollen på en række punkter, så vi får hånd i hanke med, om folk arbejder lovligt her i landet. Hvis det viser sig, at der er behov for at skærpe reglerne yderligere, så gør vi det, udtaler Claus Hjort Frederiksen til Ritzau.
Ministeren kunne på mødet præsentere fem områder, hvor kontrollen bør øges og hvor der er brug for nye dokumentationskrav.
Brug for handling nu
I byggefagforbundene hilses initiativerne velkommen. Man efterlyser imidlertid handling med det samme.
- Det er fornuftigt, at man på visse områder vil stramme reglerne, så det bliver lettere at føre kontrol med, om der eksempelvis er tale om reel udstationering, siger Gunde Odgaard, sekretariatsleder i BAT-kartellet.
- Men vi efterlyser, at man benytter den lovgivning og de regler, der allerede findes.
- Vi beder om, at man pumper cyklen og kommer ud i hverdagen, ud på byggepladserne, og kontrollerer om forholdene er i orden. Selv om man måske synes, der er brug for en bedre pumpe, så er der ingen grund til at kaste den pumpe væk, man allerede har, mens man udvikler en ny. Dermed vil jeg sige, at selv om nye initiativer som registrering og ansættelsesbevis fra dag ét også er blandt vores ønsker, så er der ingen grund til at læne sig tilbage og gøre ingenting, mens man venter på, at nye krav bliver omsat til lovgivning, siger Gunde Odgaard.
Utålmodige
Også i forligskredsen er der efterhånden manglende tålmodighed, om end der er forståelse for, at
- Det er komplicerede ting, vi har med at gøre, og ting tager tid, men det er eksempelvis ikke godt nok, at man endnu ikke har færdiggjort den manual, som myndighederne og her ikke mindst politiet har efterlyst. Den manual skal gøres færdig meget, meget hurtigt, siger Ole Sohn, arbejdsmarkedsordfører for SF.
Jan Petersen fra Socialdemokraterne:
- Jeg er tilfreds med, at der er kommet hul på bylden, og at regeringen erkender, at der er brug for opstramninger, men jeg synes det hele går lidt for langsomt.
De to partier mener, at der er brug for også nye redskaber for at komme misbrug af udstationeringsreglerne til livs.
Således ønsker de, at der stilles krav om, at lønmodtagere skal have ansættelsesbevis fra allerførste ansættelsesdag - et krav som formentlig også skal omfatte danske lønmodtagere.
Virksomheder skal registreres
Desuden ønsker de, at der sker en effektiv registrering af udenlandske virksomheder, der arbejder i Danmark.
- Den udenlandske virksomhed skal allerede som reglerne er i dag melde sig til Told&Skat af hensyn til momsregistrering, og det ville være naturligt at udvide hjemmelsgrundlaget, så virksomheden samtidig skulle oplyse, hvor den arbejder, hvem den arbejder for, og hvem den udstationerer - og at oplysningerne naturligvis går videre til de myndigheder, der har brug for dem, siger Ole Sohn.
- Man kunne også forestille sig, at man - i lighed med hvad der er på vej for at komme sort arbejde til livs - i højere grad pålægger bygherre eller hovedentreprenør ansvar for, at forholdene for den udenlandske arbejdskraft er i orden.