Mange nye praktikpladser i byggeri og transport

I årets første otte måneder er der oprettet over 1.500 flere praktikpladser end samme periode sidste år. Bygge-anlæg og transportområdet trækker praktikpladsfremgangen.

Der er gode tider for byggeriet, og nu viser nye tal, at branchen også tager flere lærlinge: 20 procent flere end samme tidspunkt sidste år.Der er gode tider for byggeriet, og nu viser nye tal, at branchen også tager flere lærlinge: 20 procent flere end samme tidspunkt sidste år.

De nyeste tal fra undervisningsministeriet fra 1. september viser en fremgang i antallet af praktikpladser på otte procent. I alt var der oprettet 21.670 aftaler 1. september. Det svarer til 1.575 pladser mere i årets første otte måneder i forhold til i fjor.

Bygge-anlæg og mekanik, transport og logistik trækker det tunge læs med 994 af praktikpladserne.

En fremgang for de to områder på 21 og 14 procent.

Uddannelseskonsulent i 3F Flemming Jensen peger på tre årsager til fremgangen.

- Den nye præmieringsordning for arbejdsgivere, der opretter praktikpladser, organisationernes målrettede indsats og stor aktivitet i byggebranchen har afgørende betydning, siger han og glæder sig over, at det også går godt fremad i transportbranchen.

Skolepraktik styrtdykker

De nye tal viser også, at siden regeringen skar kraftigt ned på skolepraktikken 1. januar i år, er antallet af unge i skolepraktik styrtdykket.

1. september er der 5.256 unge i gang med skolepraktik, hvilket er godt 2.000 færre end året før, svarende til 28 procent.

- Det er primært unge, der stopper efter grundforløbet. Når man fjerner muligheden for at gøre uddannelsen færdig i skolepraktik, hvor går de unge så hen? Man kan med god ret frygte, at mange dropper ud, siger han.

Tallene viser også, at godt 8.000 unge fortsat forgæves søger praktikplads, så der er nok at tage fat på, påpeger han.