Vi accepterer forsikringssvindel

Danskernes moral går på hæld, når det handler om at svindle hos forsikringsselskaberne, viser en undersøgelse fra Rockwool Fondens Forskningsenhed.

- Det er rigtigt ærgerligt, at nogle mener, at det kan være lige meget at snyde sit forsikringsselskab, for det kan i sidste ende ødelægge det for andre kunder, siger Lise Agerley fra Alka Forsikring. (Foto: Colourbox)- Det er rigtigt ærgerligt, at nogle mener, at det kan være lige meget at snyde sit forsikringsselskab, for det kan i sidste ende ødelægge det for andre kunder, siger Lise Agerley fra Alka Forsikring. (Foto: Colourbox)

Vi er ligeglade med at snyde vores forsikringsselskaber. Sådan lyder konklusionen i en undersøgelse fra 2010 fra Rockwool Fondens Forskningsenhed.

Faktisk viser undersøgelsen, at over halvdelen af den danske befolkning godt kunne finde på at skrive ekstra på anmeldelsen om genanskaffelsesværdien til deres forsikringsselskaber.

Hos Alka Forsikring mærker man også, at visse kunder prøver at komme af sted med at snyde forsikringsselskabet.

- Det er rigtigt ærgerligt, at nogle mener, at det kan være lige meget at snyde sit forsikringsselskab, for det kan i sidste ende ødelægge det for andre kunder, siger Lise Agerley, der er kommunikationschef hos Alka Forsikring.

Snød med julepynt

Ved større skader kan der være taksatorer inde og vurdere anmeldelserne. Men ellers er det skadebehandlere hos Alka, der vurderer de telefoniske og elektroniske anmeldelser, og om der er noget atypisk, som kræver nærmere undersøgelse.

Det var blandt andet tilfældet, da en skadebehandler hos Alka bemærkede, at en kunde ikke havde helt rent mel i posen.

Efter sommerens skybrud søgte kunden erstatning for et par flyttekasser med julepynt. Men kunden havde allerede tidligere på året fået erstatning for de selvsamme flyttekasser med julepynt.

Forsikringer er solidariske

Forsikringsselskabet beregner risikoen for, at en skade kan opstå, og hvad der betales i erstatning i de enkelte skader.

Nogle mennesker går igennem et helt liv med ingen eller kun få skader. De har så bidraget til dem, der er blevet ramt af flere skader. Herunder også storskader i form af en udbrændt bolig, totalskadet bil og så videre.

- Ens forsikring skal sikre, at man står i samme situation efter skaden, som man gjorde inden skaden. Man skal altså ikke vinde på en skade, forklarer Lise Agerley.

- Når det er sagt, så dækker forsikringerne i flere og flere situationer, og hvis skaden er dækningsberettiget, betaler vi hjertens gerne kunderne den berettigede erstatning.