Hjælp fra Sydfyn til Mozambique

3F Sydfyn vil lave konkret samarbejde med bygningsarbejderne i Mozambique samlet i forbundet SINTICIM.

Bygningsarbejderne i SINTICIM - her repræsenteret på en virksomheds centralværksted - ser frem til et tættere samarbejde med den danske fagbevægelse.Bygningsarbejderne i SINTICIM - her repræsenteret på en virksomheds centralværksted - ser frem til et tættere samarbejde med den danske fagbevægelse.

Der er var en frisk hilsen fra arbejderne på Sydfyn til bygningsarbejderne i Mozambique, da forbundet SINTICIM sidst i februar holdt kongres i Maputo.

Det var Sune Bøgh, international sekretær i 3F, der kunne overbringe en hilsen fra Sydfyn til de over 100 delegerede.

Forbundet SINTICIM er en ny samarbejdspartner i 3Fs regionale program for det sydlige Afrika. Forbundet har godt 20.000 medlemmer inden for byggeri, skovbrug og minedrift.

3F Sydfyn har på eget initiativ opsøgt forbundet og foreslået at holde en direkte kontakt og samarbejde mellem afdeling Sydfyn og forbundet i Mozambique. Sune Bøgh kunne derfor overbringe både en hilsen fra formand Tonny Hansen og sekretær Palle Kirkemann Olesen, 3F Sydfyn, og en 3F vimpel og en DBU fodbold til en synlig glad general sekretær Jeremias Timana.

Kontakten er kommet i stand med engageret bistand fra 3F's tidligere regionale repræsentant i det sydlige Afrika, Bo Kærsager.

3F'ere skal hjælpe

Det er tanken, at samarbejdet skal have et helt konkret indhold. 3F Sydfyn har bedt SINTICIM beskrive, hvilke konkrete behov de har, og hvor de tror, 3F'erne fra Fyn kan være dem behjælpelig. Brugte PC'ere, der lige er faset ud i Danmark, vil for eksempel kunne gøre en stor forskel i en organisation, hvor mange medlemmer ikke tjener meget mere end 10 kroner om dagen.

Senere er det tanken at arrangere udvekslingsbesøg, hvor der bliver mulighed for mere direkte at udveksle erfaringer.

Byggeriet mærker også globaliseringen

I sin tale til kongressen pegede Sune Bøgh på, at også byggesektoren mærker globalisering vinde. Ganske vist kan man ikke sådan flytte byggepladser til Kina og andre lande med ringe respekt for arbejdernes vilkår. Men selskaber inden for sektoren opererer i stigende grad regionalt og internationalt.

I det sydlige Afrika ser man de samme store selskaber - typisk med hovedsæde i Sydafrika - operere i flere lande. Dette er en af grundene til, at 3F i sit program arbejder med et regionalt sigte, der skal styrke samarbejdet mellem forbundene i den samme sektor.

I kongressen deltog omkring100 delegerede, repræsenterende alle Mozambiques vidtstrakte provinser. Dette fremmøde var blandt muligt takket være støtte til afholdelse af kongressen fra 3Fs medarbejderforening Solidaritet over Grænser.