Gribskov Kommune betalte Forenede bonus

Den beskidte rengøring: Forenede Service har modtaget 250.000 kroner i bonus for rengøring fra Gribskov Kommune. Ekstra betaling blev drøftet over en mystisk frokost mellem parterne.

Gribskov Kommune ved ikke, hvem der har betalt for frokosten, hvor bonussen blev diskuteret. (Gribskov Kommunes hjemmeside)Gribskov Kommune ved ikke, hvem der har betalt for frokosten, hvor bonussen blev diskuteret. (Gribskov Kommunes hjemmeside)

Gribskov Kommune har givet en kvart million kroner ekstra til Forenede Service for rengøring på blandt andet skoler og børnehaver i kommunen. Det viser aktindsigt, som Fagbladet 3F har fået hos kommunen.

En af bonusserne på 100.000 kroner var for rengøring i 2008. Netop den bonus blev drøftet på et tidspunkt, hvor en ansat ved virksomhedsdrift i Gribskov Kommune var til frokost med blandt andre vicedirektøren i Forenede Service og medejeren af koncernen Forenede, Michael Krogh.

Kommunen kan ikke svare på, hvem der har betalt for frokosten, hvad den kostede, eller hvor den blev holdt, fortæller Tasja Roswall Dekkerhus fra virksomhedsdriften ved Gribskov Kommune.

- Gribskov Kommune har ingen dokumenter vedrørende arbejdsfrokosten, siger hun.

Fagbladet 3F erfarer dog, at frokosten blev indtaget på en café i Helsinge, og at Gribskov Kommune ikke har betalt regningen.

Bonus stoppet

Tasja Roswall Dekkerhus oplyser, at hun overtog Gribskov Kommunes kontraktstyring på rengøringsområdet 1. december 2010, og at der fra denne dato og fremefter ikke er afholdt arbejdsfrokoster med Forenede Service.

Desuden oplyser hun, at kommunen ikke har udbetalt bonus til Forenede Service siden 2010.

Til gengæld måtte Gribskov Kommune i 2011 af med 123.000 kroner, fordi 33 computere blev stjålet fra Gilleleje Skole. Samme beløb måtte Forenede Service betale, fordi firmaet havde ansvaret for rengøringen på skolen, da tyveriet skete.

Horrible arbejdsforhold

Forenede Service har gennem adskillige år brugt underleverandører til rengøring på offentlige steder i Græsted og Gilleleje. Blandt andet firmaet JD Rengøring ved Jimmy Nika. I juni 2011 fandt politiet seks sultne rumænere i en kælder uden vand, strøm og fungerende toilet. Huset i Helsingør er delvist ejet af Jimmy Nika.

Fire af de seks rumænere fortæller til Fagbladet 3F, at de blandt andet har gjort rent på Gilleleje Skole i Gribskov Kommune.

Uden at få betaling for arbejdet.

Fagbladet 3F har forsøgt at få en kommentar fra vicedirektør i Forenede Service Michael Krogh, men han har ikke reageret på bladets henvendelser.