Flere pensionspenge til alvorligt syge
Kritisk syge danskere går hvert år glip af 100 millioner kroner. Initiativ fra Industriens Pension baner vej for lovændring.
Kritisk syge danskere går hvert år glip af 100 millioner kroner. Et bredt flertal i Folketinget er parat til at sikre, at et årligt beløb på 100 millioner kroner havner det rette sted: Hos de mennesker, der er forsikret mod kritisk sygdom via deres pensionsordning.
- Jeg har forstået, at det kommer på lovprogrammet til efteråret. Sammen med de Radikale har vi i flere omgange rejst problemet via et beslutningsforslag, og nu er det lykkedes at få i hvert fald Venstre med, siger Niels Sindal, socialdemokratisk medlem af Erhvervsudvalget.
Forslaget støttes også af SF, og dermed er der klart flertal for en lovændring.
Samkøring af registre
Mange ved slet ikke, at de er forsikret mod kritisk sygdom. Og det skønnes, at hver tiende aldrig får pengene, fordi de selv skal henvende sig til deres pensionsselskab.
I praksis handler det om at give pensionsselskaberne mulighed for selv at henvende sig til alvorligt syge kunder og medlemmer og gøre dem opmærksom på, at de har krav på nogle penge.
Det har regeringspartierne hidtil afvist på grund af risikoen for, at såkaldt "personfølsomme oplysninger" havner hos de forkerte. Men et forsøg i Region Midtjylland har givet positive erfaringer, forklarer Venstres erhvervsordfører, Jacob Jensen.
- Desuden er Industriens Pension kommet med en model til, hvordan man kan samkøre registre og samtidig beskytte de følsomme oplysninger. Hvordan det skal udformes rent teknisk, ved jeg ikke. Men vi er enige om målet, siger han.
De rette skal have pengene
IP's model går ud på holde pensionsselskabernes medlemsliste op mod listen i landspatientregistret, hvor al kontakt til danske sygehuse er bogført.
- Vi vil intet få at vide om diagnosen eller hvor den er stillet. Kun hvis der er en match på cpr-numre. De medlemmer, vi ikke har været i kontakt med, vil så få en opringning fra en af vores socialrådgivere, siger Joan Alsing, der er forsikringsdirektør i IP.
En undersøgelse blandt IP's 350.000 medlemmer viser, at kun en fjerdedel er klar over, de er forsikret mod kritisk sygdom.
- Vi skal udbetale pengene alligevel. Så vores fornemste opgave må være at sikre, at det er de rigtige, der får dem, siger Joan Alsing.