Har du tjekket pensionen fornylig?
Den årlige pensionsoversigt fra PensionDanmark og Industriens Pension er på trapperne. Brug oversigten til at tjekke din pension og dine forsikringer.
Det er en god idé at tage et årligt tjek af sin pension. Er forsikringen ved for eksempel førtidspension eller tab af erhvervsevne høj nok til, at I har råd til at blive boende, hvis du ikke længere kan arbejde, eller skal den sættes op? (Foto: Colourbox) Måske er det en fast rutine for dig at gennemgå boliglån, banklån og bilforsikringer hvert år. På samme måde er det en god idé én gang årligt at tjekke, hvordan det står til med pensionen, og om dit sikkerhedsnet stadig er i orden, hvis der sker dig noget.
Og nu er det ved at være tid til det årlige pensionstjek. I løbet af februar og marts modtager du den årlige pensionsoversigt fra PensionDanmark eller Industriens Pension.
Er dit sikkerhedsnet i orden?
Oversigten er en god anledning til at tjekke, om forsikringerne i pensionsordningen ved førtidspension/tab af erhvervsevne, kritisk sygdom og død stadig matcher dine og din families behov.
Er forsikringen ved førtidspension eller tab af erhvervsevne høj nok til, at I har råd til at blive boende, hvis du ikke længere kan arbejde? Eller skal den skrues op?
Selvom forsikringerne som udgangspunkt passer til de fleste medlemmer, så ændrer mange også behov i løbet af livet. Hvis du for eksempel bliver gift, skilt, får børn eller køber hus, kan det være en god idé at tilpasse forsikringerne.
I oversigten kan du desuden se, hvor meget der blev indbetalt til din opsparing i 2012, og hvor meget dine penge har ynglet.
Tjek din e-Boks eller pensionsselskabets selvbetjening
For medlemmer af PensionDanmark: Din pensionsoversigt bliver sendt elektronisk til din indbakke under "Din Egen Pension" på pension.dk/dinegenpension eller i e-Boks, hvis du har valgt dette.
Hvis du indtaster din e-mailadresse eller mobilnummer under kontaktoplysninger på "Din Egen Pension", får du besked, hver gang der er ny post til dig.
For medlemmer af Industriens Pension: Hvis du har penge i Industriens Pension, er din pensionsoversigt klar i løbet af februar. Du kan hente den i e-Boks eller via industrienspension.dk/MinSide.
Hvis du ikke åbner det i e-Boks, bliver pensionsoversigten efterfølgende sendt til dig med posten. Husk at tilmelde dig post fra Industriens Pension i e-Boks.