Jongler selv med dine pensionsinvesteringer
Skal pensionen investeres i aktier eller obligationer? Du bestemmer selv, hvad en del af dine pensionskroner skal investeres i. Se hvordan her.
Med "Frit Puljevalg"-ordningen i PensionDanmark kan du selv bestemme, hvad halvdelen af din pensionsopsparing skal investeres i. (Foto: Colourbox) Skal dine pensionskroner sættes i flere aktier med mulighed for større gevinst, men også større tab? Eller vil du skrue ned for risikoen og investere i flere obligationer?
Det kan du selv bestemme, hvis du har din pensionsordning i PensionDanmark. Her kan du nemlig selv stå for at investere en del af din opsparing.
Du styrer selv halvdelen af pensionen
Med "Frit Puljevalg" i PensionDanmark kan du ændre fordelingen mellem aktier og obligationer i den del af din opsparing, som går til ratepension og eventuelt kapitalpension. Det er halvdelen af din opsparing. Den anden halvdel er din livsvarige alderspension, hvor PensionDanmark sørger for investeringerne.
Konkret har du mulighed for at ændre fordelingen ved selv at vælge mellem en række andre formueforvaltere end PensionDanmark. Du kan også lade PensionDanmark sammensætte investeringen ud fra din alder og den risikoprofil (lav, middel, høj), som du selv vælger.
Du kan læse mere og tilmelde dig Frit Puljevalg her. Du kan få adgang med NemID.