Forhandlere har stadig god tid

OK07: LO og DA var torsdag hos forligsmanden igen. Stadig god tid til at få overenskomster på plads, vurderer LO's formand, Hans Jensen.

- Der er stadig god tid til at lave et fornuftigt resultat, som alle kan stemme ja til. Det er dog helt afgørende, hvis vi skal se et samlet mæglingsforslag, at normallønsområdet kommer på plads, lød det fra Hans Jensen forud for gårsdagens møde hos forligsmanden. (Arkivfoto)- Der er stadig god tid til at lave et fornuftigt resultat, som alle kan stemme ja til. Det er dog helt afgørende, hvis vi skal se et samlet mæglingsforslag, at normallønsområdet kommer på plads, lød det fra Hans Jensen forud for gårsdagens møde hos forligsmanden. (Arkivfoto)

Det er stadig forhandlerne fra Handel, Transport og Service, HTS, og fagforbundet 3F, der skal sørge for det afgørende gennembrud i overenskomstforhandlingerne.

Sådan lød udmeldingen, da hovedorganisationerne LO og Dansk Arbejdsgiverforening, DA, torsdag mødtes med forligsmand Asbjørn Jensen. Han har allerede udsat konflikten i 14 dage, men er der nok tid til at få det hele på plads inden da?

- Der er stadig god tid til at lave et fornuftigt resultat, som alle kan stemme ja til. Det er dog helt afgørende, hvis vi skal se et samlet mæglingsforslag, at normallønsområdet kommer på plads. Der er transportområdet med overenskomsten mellem 3F og HTS nok stadig det bedste bud på et gennembrud, sagde LO's formand Hans Jensen inden mødet.

Omkring 70 procent af de mange overenskomster er allerede på plads, men der mangler stadig et gennembrud på normallønsområdet, hvor lønnen forhandles centralt. Når der er et forlig på området, kan forligsmanden fremsætte et mæglingsforslag, som skal til afstemning.

Derfor har Asbjørn Jensen kaldt HTS og 3F tilbage fra en uges ophold i skammekrogen. Parterne skal enes om nye overenskomster for omkring 42.000 lagerarbejdere, chauffører og havnearbejdere. Forligsmanden vurderede i sidste uge, at der var så stor uenighed, at parterne måtte hjem og tænke over tingene. Det var især økonomien, der skilte parterne.