EU: Flexicurity skal give flere gode job

EU-landene skal fastsætte fælles principper for flexicurity, så konkurrenceevnen, beskæftigelsen og jobtilfredsheden fremmes ved hjælp af en kombination af fleksibilitet og sikkerhed for arbejdstagerne og virksomhederne. Det foreslår EU-kommissionen onsdag i en rapport.

Ifølge Kommissionen kan flexicurity-strategier bidrage til at modernisere de europæiske arbejdsmarkeder og gøre dem bedre til at tackle de udfordringer og muligheder, som globaliseringen indebærer.
Strategierne omfatter både fleksible og pålidelige kontrakter, aktive arbejdsmarkedspolitikker, omfattende strategier for livslang læring og moderne sociale sikringsordninger, der sikrer en tilstrækkelig understøttelse i perioder med arbejdsløshed.
Kommissionen beskriver også en række typiske tilgange, som kan være til hjælp for medlemsstaterne, når de skal udarbejde deres egne nationale flexicurity-strategier og udveksle erfaringer og bedste praksis. I overensstemmelse med Lissabon-strategien for vækst og beskæftigelse skal fælles flexicurity-principper til formål sikre, at flere europæere får mest muligt ud af den globale økonomi, som i dag er under hastig forandring.
EU's kommissær for beskæftigelse, sociale anliggender, arbejdsmarkedsforhold og lige muligheder, Vladimir Spidla, siger, at ”flexicurity er det bedste middel til at sikre, at Europas borgere kan få en høj grad af beskæftigelsessikkerhed, der betyder, at de kan finde et godt job i alle faser af deres aktive liv og håbe på et godt karriereforløb i et økonomisk miljø, der er under hastig forandring.”
- Flexicurity giver balance mellem rettigheder og pligter for både arbejdstagerne og virksomhederne samt myndighederne: De er alle forpligtet til at bidrage til beskæftigelsen, samfundet og bæredygtig vækst. Flexicurity indebærer ikke, at sikkerhed tages fra én gruppe og gives til en anden, men snarere, at det positive samspil mellem fleksibilitet og sikkerhed udnyttes. Der er nu behov for, at de berørte parter samarbejder om at sikre, at der skabes en situation, hvor både Europas økonomier, arbejdstagere og virksomheder bliver vindere, tilføjer Vladimir Spidla.
I rapporten opfordres til en tæt parløb med arbejdsmarkedets parter, og der præsenteres fire forskellige reformstrategier, som medlemslandene, afhængigt af deres nationale behov og arbejdsmarkedsindretning, kan gå i gang med at føre ud i livet.
Adm. direktør i Dansk Arbejdsgiverforening, Jørn Neergaard Larsen, siger i en kommentar til EU-kommissionens rapport, at der med 17 millioner arbejdsløse europæere er brug for et opgør med den europæiske beskæftigelsespolitik.
- Kommissionen indleder opgøret med det nye flexicurity-udspil, der både afspejler nytænkning og mod til at sætte de nødvendige arbejdsmarkedsreformer øverst på den politiske dagsorden i Europa. Flexicurity er svaret på globaliseringens udfordringer for Europa. Det er allerede demonstreret ved det danske eksempel, hvor et tæt samarbejde mellem parterne har skabt et dynamisk og omstillingsparat arbejdsmarked. Kommissionens rapport er et afgørende gennembrud for flexicurity i Europa, siger DA-formanden.
Han mener, at det nu er afgørende, at medlemsstaterne følger op på Kommissionens udspil og gennemfører de helt nødvendige reformer.
- Også i Danmark er der behov for at komme i gang med videreudviklingen af den danske model i tråd med flexicurity-tankegangen, siger Jørn Neergaard Larsen.
Læs hele meddelelsen fra EU-Kommissionen på adressen http://europa.eu/rapid/pressReleasesAction.do?reference=IP/07/919&format=HTML&aged=0&language