Utilfredse elever opsøger Tørnæs
Torsdag formiddag gik utilfredse erhvervs-skoleelever til undervisningsministeren. Med sig har de 8500 underskrifter mod nedskæringer på skolepraktikken.
- Ulla Tørnæs skal have at vide, at det er værd at lytte til dem, det går ud over, siger formanden for EEO, Christina Celeste Nielsen. (Harry Nielsen) 8500 elever har skrevet under på en protest. Endnu flere har i de seneste uger og måneder deltaget i protestdemonstrationer og undervisningsblokader rundt om i landet. Alligevel indgik undervisningsminister Ulla Tørnæs (V) 5. november forlig om store nedskæringer i skolepraktikordningen.
Det får nu en delegation fra Erhvervsskolernes Elevorganisation (EEO) til at troppe op hos ministeren for at give hende et indtryk af, hvor stor frustration forliget egentlig har været anledning til.
- Ulla Tørnæs skal konfronteres med den store udbredte utilfredshed, der er. Det her påvirker jo erhvervsskoleelevernes hverdag i meget høj grad, og derfor skal hun have at vide, at det er værd at lytte til dem, det går ud over, siger formanden for EEO, Christina Celeste Nielsen.
Til mødet vil eleverne overrække Ulla Tørnæs de 8500 underskrevne protester.
Håber på flere møder
EEO håber på, at det også kan lade sig gøre at mødes med de øvrige forligspartier - de konservative, Dansk Folkeparti og de radikale - i den kommende tid.
- Det er noget vi vil arbejde målrettet efter. For selv om forliget er indgået, er denne sag langt fra slut for vores vedkommende, siger Christina Celeste Nielsen.
På tirsdag holer EEO stormøde for at diskutere en fremtidig strategi på plads, nu da skolepraktikforliget er en realitet.