Hold fast i din etniske kollega

Den økonomiske krise kan blive en alvorlig trussel for integrationen, fordi indvandrere har størst risiko for at ryge først ud, når arbejdspladsen fyrer.

De seneste års højkonjunktur i Danmark har i særdeleshed været god for integrationen på det danske arbejdsmarked. Efter årtiers høje arbejdsløshed vendte det pludselig, og de etniske minoriteter blev betragtet som en arbejdskraft-ressource og lukket ind på arbejdsmarkedet.

Antallet af etniske minoriteter og efterkommere i beskæftigelse er steget med 25,5 procent fra 2004 til 2007. Dette er markant højere end den generelle vækst i beskæftigelsen på 4,3 procent. Selvom beskæftigelsen er steget for alle aldersgrupper, har stigningen specielt været stor blandt de 16-24-årige. Denne aldersgruppe har haft en stigning i beskæftigelsen på næsten 40 procent fra 2004 til 2007.

I Danmark er arbejde en meget vigtig del af ens identitet, selvforståelse og trivsel. Det er noget af det første, bordherren/-damen spørger til ved et middagsselskab. Et af vores etniske medlemmer sagde engang så rammende, at "det ikke kun er nøglen til integration, der ligger på arbejdsmarkedet, men nøglen til selve livet ligger også på det danske arbejdsmarked".

Ud over at de etniske minoriteter blev selvforsørgende, fik troen på sig selv tilbage - og blev forbilleder for deres omgangkreds med et fast arbejde - har mødet med dem på arbejdspladserne også givet vores danske medlemmer et mere nuanceret billede af deres etniske medborgere. For nu kan vi se, at de hverken slagter en ged midt i kantinen eller har æsler med på arbejde.

De etniske minoriteters vellykkede entre og trivsel på danske arbejdspladser blev endnu et eksempel på, at forandringer sker, og fordomme brydes, der hvor mennesker mødes i et ligeværdigt fællesskab.

Men den økonomiske krise kan blive en alvorlig trussel for integrationen. Med udsigt til stigende ledighed er der risiko for, at en række af de svage grupper, der har fået fodfæste på arbejdsmarkedet, kommer til at miste deres job, samtidig med at deres tilgang til arbejdsmarkedet falder. Især når/ hvis de bliver afskediget efter princippet "sidst ind, først ud". Vi ser allerede små tendenser i denne retning.

Derfor ligger udfordringen i at fastholde og kompetenceudvikle de etniske minoriteter og efterkommere, der er kommet i beskæftigelse i løbet af opsvinget.

Et fast job er stadig et af de vigtigste elementer i en vellykket integrationsproces.