Rap oplyser de unge om arbejdsmiljø
To rappere og en stand-up'er er med LO og DA på rundtur for at banke viden om farligt arbejdsmiljø ind i erhvervsskoleelever.
I denne uge er der særligt fokus på unges arbejdsmiljø. De er klart overrepræsenteret i ulykkesstatistikken. ( Foto: Colourbox/POLFOTO) De unge er i undertal på arbejdsmarkedet. Men de er i klart overtal, når det handler om arbejdsulykker.
Derfor er det ikke helt tosset, at der i denne uge er særligt fokus på unges arbejdsmiljø. Repræsentanter fra LO, DA og Arbejdstilsynet ræser rundt på landets erhvervsskoler og prøver - på sjov, vittig og alvorlig vis - at banke viden om farligt arbejdsmiljø ind i hovederne på de unge.
Med til at løse den opgave har de rapperne Fantomet og Pede B samt stand-up'er Mads Brynnum.
- Vi ser jo stadig, at unge og nyansatte har en højere ulykkesrisiko end andre grupper. Derfor er det naturligt at gøre en indsats netop på erhvervsskolerne. Hvis budskaberne skal frem, kan det ikke nytte noget, at det er sådan en gammel støder som mig, der står og taler. Der skal noget andet til, og det er så det, vi forsøger med vores besøg, siger Ejner K. Holst, sekretær hos LO.
Får fat i de unge
Det er andet år i træk, at arbejdsgivere og arbejdstagere allierer sig med de tre unge kendisser for at oplyse unge om arbejdsmiljø.
Sidste år sagde Pede B om de unges interesse:
- Det er en god måde at gøre de vigtige ting mere fordøjelige på. Vi er jo bare det lette indslag. Når man har fat i de unge på den her måde, kan man mærke, at de også hører efter, når de forskellige talsmænd fra organisationerne fortæller.
Indsatsen for de unges arbejdsmiljø er en del af den europæiske arbejdsmiljøuge, som finder sted netop i uge 43.