Godsejer betaler 40.000 kroner efter arbejdsulykke

3F måtte slæbe Astrup Gods på Sjælland i fogedretten, før arbejdsgiveren betalte løn under sygdom til kvinde, der kom til skade på jobbet.

3F måtte slæbe Astrup Gods på Sjælland i fogedretten, før arbejdsgiveren betalte løn under sygdom til kvinde, der kom til skade på jobbet. 3F måtte slæbe Astrup Gods på Sjælland i fogedretten, før arbejdsgiveren betalte løn under sygdom til kvinde, der kom til skade på jobbet.

En ung kvinde har fået efterbetalt godt 40.000 kroner af sin tidligere arbejdsgiver Astrup Godset. Ejerne af godset nær Jyderup på Nordvestsjælland fyrede kvinden kort tid efter, at hun kom til skade på arbejdspladsen.

Ifølge 3F Kalundborg ville godsejerne ikke betale løn under hendes sygdom. Det fik 3F-afdelingen at rejse en faglig sag for kvinden.

- Jeg er tilfreds med, at vores medlem endelig har fået de penge, hun har krav på. Sagen har været ren chikane fra arbejdsgiverens side, siger Steffen Madsen, faglig sekretær hos 3F Kalundborg.

Faldt ned ad trappe

Den unge kvinde kom til skade under sit arbejde på Astrup Gods 20. april 2009. Hun var i færd med at male, da hun gled ned ad en trappe, der var dækket med pap. Hun røg ned ad næsten alle trin og slog sin højre skulder slemt, viser hendes journal fra lægen.

Smerterne blev værre, og 3F'eren måtte melde sig syg et par dage senere. 27. april 2009 fik hun en fyreseddel:

”Jeg skal hermed meddele dig, at din ansættelse som medhjælper på Astrup Gods hermed opsiges til ophør ved arbejdstids ophør i dag,” skrev godsejerfrue Lisbeth Schrøder i opsigelsen.

Gods utilfreds med forlig

1. november 2010 indgik 3F forlig med Gartneri-, Land- og Skovbrugets Arbejdsgivere, som førte den faglige sag for arbejdsgiveren. Astrup Gods skulle betale 40.000 kroner inden 14 dage.

Men pengene faldt ikke. I januar sendte 3F sagen i fogedretten ved Retten i Holbæk. Og først for nylig betalte Astrup Gods den sidste del af det skyldige beløb - efter trussel om udlæg i dets ejendomme.

Lisbeth Schrøder fra Astrup Gods fortæller, at den unge kvinde blev afskediget, fordi hun talte i mobiltelefon.

- Vi er meget utilfredse med sagens udgang. Vi føler bestemt stadig, at vi har stået over for en pige, som har fyldt os med løgn. Vi indgik kun forlig og betalte på baggrund af et uventet dødsfald i min familie, siger Lisbeth Schrøder.