Massiv løndumping hos Joachims partner

3F har rejst krav mod Prins Joachims partner lensgreve Bendt Wedell for systematisk underbetaling af rumænere.

Rumænske sæsonarbejdere har tjent ned til 20 kroner i timen for arbejde hos Frijsenborg Gods, som er ejet af lensgreve og mangemillionær Bendt Wedell (i midten), der er forretningspartner med Prins Joachim.Rumænske sæsonarbejdere har tjent ned til 20 kroner i timen for arbejde hos Frijsenborg Gods, som er ejet af lensgreve og mangemillionær Bendt Wedell (i midten), der er forretningspartner med Prins Joachim.

Rumænske sæsonarbejdere har fået omkring 90 kroner for lidt i timen for arbejde på godset Frijsenborg i Østjylland. Det mener 3F, som har rejst en faglig sag mod lensgreve Bendt Wedell, der er forretningspartner med Prins Joachim i selskabet De 5 Gaarde.

Frijsenborg Gods har i flere år leveret pyntegrønt til De 5 Gaarde, hvis mærkevarer bliver solgt i Kvickly, SuperBrugsen og Irma.

- Det er ren udnyttelse af udenlandsk arbejdskraft. Frijsenborg bærer et stort ansvar for, at udenlandske arbejdere er blevet groft snydt i løn for arbejde på godset, siger Morten Fischer-Nielsen, forhandlingssekretær i Den Grønne Gruppe i 3F.

20 kroner i timen

Flere af 28 rumænere hos Frijsenborg føler sig lokket til Danmark på falske løfter. Rumænerne fik typisk under 30 kroner i timen for at klippe pyntegrønt og binde kranse i oktober og november 2009.

Fagbladet 3F er i besiddelse af lønsedler for 12 rumænere, som har arbejdet på Frijsenborg. Deres løn ligger fra 3.600 kroner til 8.161 kroner om måneden før skat.

En 32-årig kvinde tjente 20 kroner i timen.




Rumæner: Vi blev behandlet som slaver

29-årige Gheorghe Mocanu skulle have udbetalt 3.326 kroner for november. Men hans løncheck afslører en udbetaling på 1.000 kroner mindre.

- Det var umenneskeligt. Vi blev behandlet som slaver, siger 29-årige Gheorghe Mocanu.

Lensgreve vil ikke udtale sig

Lensgreve Bendt Wedell vil ikke udtale sig, oplyser hans sekretær i en e-mail til Fagbladet 3F:

"Bendt Wedell ønsker ikke at udtale sig i sagen."

3F rejste et krav om betaling 1. december 2009. To dage senere afviste Frijsenborg at betale og henviste til vikarbureauet Vitokan Danmark ApS, som har aflønnet rumænerne.

- De har da fået det, de skulle have, siger Tove Jakobsen, talskvinde for Vitokan Danmark ApS.

3F har nu rejst et krav over for vikarbureauet.

Se lønseddel her

Se lønseddel her