TR-netværk opruster kampen mod illegal kørsel
Chauffører fra otte lande knyttede i weekenden stærkere bånd på en konference i Silkeborg for at modgå globaliseringens negative konsekvenser.
- Vi behøver hjælp fra fagforeningerne i de vesteuropæiske lande for at undgå, at vore chauffører ender uden sociale forsikringer, ikke får deres løn og ikke arbejder til en meget lavere løn. Det skaber social dumping, siger Peep Peterson, der er formand for transportarbejderne i Estland. (Foto. Morten Hansen) Fagligt samarbejde på tværs af grænserne er et vigtigt redskab for at modgå udnyttelse af chauffører. Den erkendelse har man længe haft i den baltiske komite - en gruppe af fagligt aktive chauffører fra Estland, Letland, Litauen, Polen, Sverige, Tyskland, Storbritannien og Danmark.
- Netværk på tværs af grænserne er meget vigtigt, hvis fagforeningerne skal have mulighed for at påvirke udviklingen, siger Jean-Claude Le Douaron, uddannelsessekretær i det europæiske fagforeningsinstitut for research, uddannelse og sikkerhed i Bruxelles, der indledte en konference blandt chaufførerne i Silkeborg i weekenden.
I transportbranchen har man i årevis kæmpet med illegal cabotage, det vil sige illegal indenrigskørsel. Problemet breder sig over lande som Danmark, Sverige, Tyskland og England. Chaufførerne kommer typisk fra lande som Estland, Letland, Litauen og Polen.
- Vi er nødt til at udveksle erfaringer på tillidsmandsniveau og gennem de lokale fagforeninger og på den måde udvikle et netværk, siger Carsten Paulin, formand for Eksportchaufførernes Landsklub.
Sprogproblemer
Med otte forskellige sprog er et af de største problemer at tale sammen. Derfor er konferencelokalet på Langsøhus i Silkeborg udstyret med ikke mindre end 12 simultantolke til lejligheden.
- Hvis vi får mulighed for at arbejde videre med det her projekt, så skal vi have uddannelse på programmet. Og den første del af uddannelsen bliver sproglig, så vi har mulighed for at tale direkte sammen, siger Holger Rößler fra Berlin-Brandenburg og foreslår, at det fælles sprog bliver engelsk.
Stor tilfredshed
Blandt alle deltagerne er der en udtalt tilfredshed med weekendens møde.
- Det har været rigtig godt, vi har fået udvekslet erfaringer og udviklet et netværk, hvor vi kan kontakte og holde hinanden informeret om den konkrete udvikling, siger Ole Thorup, faglig sekretær i 3F Transport, Logistik og Byg Århus, der er en af initiativtagerne til projektet.
Peep Peterson, formand for transportarbejderne i Estland, deler Ole Thorups begejstring:
- Det har været en produktiv weekend. Netværket er meget vigtigt for os, vi er en lille organisation fra et lille land, og det er bl.a. eksportchauffører fra Estland, der arbejder i lande som Danmark og Sverige. Vi behøver hjælp fra fagforeningerne i de vesteuropæiske lande for at undgå, at vores chauffører ender uden sociale forsikringer, ikke får deres løn og ikke arbejder til en meget lavere løn. Det skaber social dumping, siger Peep Peterson.