Mest mobning øst for Storebælt

Ny kortlægning: Mobning på arbejdspladsen er mere udbredt på Sjælland end på Fyn og i Jylland.

Øst for Storebælt har mere end hver tredje medarbejder været udsat for mobning, mens mindre end hver fjerde har oplevet rollen som mobbeoffer på Fyn og i Midt- og Nordjylland. Det viser en ny kortlægning af voksenmobning, der er foretaget af Analyse Danmark blandt medlemmerne af fagforeningen FRIE funktionærer.

Job- og karrierekonsulent i FRIE Funktionærer, Charlotte Asmussen, siger til politiken.dk., at hun ikke kender den videnskabelige forklaring på forskellen. Men hun gætter på, at det skyldes den jyske sindsro. Vestdanskerne har ganske enkelt mere overskud til at afbøde mobbeforsøg.

”Østpå bruges der rigtig mange ressourcer på eksterne forhold - f.eks. ventetid i trafikken og kø i supermarked. Det betyder, at medarbejderne har færre ressourcer til overs, når de møder op på arbejdet. Og så er det sværere at modstå mobning,” siger Charlotte Asmussen.

Samlet har cirka 25 procent af de 24.000 medlemmer af FRIE Funktionærer været udsat for mobning enten på nuværende eller en tidligere arbejdsplads.

Det er som oftest personens arbejdsindsats eller kollegernes misundelse over samme, der opleves som årsag til mobningen.

Til gengæld er klassiske mobbekriterier som vægt, køn, etnicitet, seksualitet og udseende kun i beskedent omfang årsag til mobningen, svarer deltagerne i undersøgelsen, der offentliggøres i magasinet FRIE.

Meget ofte kommer mobningen oppefra. Rundspørgen viser, at over halvdelen af de adspurgte har oplevet mobning fra den nærmeste chef, mens seks ud af ti får giftpilene sendt fra kolleger. Under ti procent bliver mobbet af underordnede.

Tallene understøtter Job- og karrierekonsulent Charlotte Asmussens indtryk af mobbemønstrene. Og derfor må cheferne gå i forreste række og sikre en venlig omgangstone, mener hun.

”Positivt arbejdsmiljø kommer ovenfra, men chefen alene gør det ikke. Medarbejderne har bestemt også en forpligtelse til at udfylde rammerne for et godt arbejdsmiljø,” siger Charlotte Asmussen.

En undersøgelse fra pensionsselskabet PFA viste i sidste uge, at jyder går oftere ned med stress end andre danskere, og københavnerne ligger langt under landsgennemsnittet.