Vikar-millioner ender i skattely

Baltic Workforce: Baltic Workforce slipper med billig selskabsskat i Litauen og bliver ejet fra Cypern.

Simon From har skabt Baltic Workforce. (Foto: Thomas Sjørup)Simon From har skabt Baltic Workforce. (Foto: Thomas Sjørup)

Millionerne ruller i stor stil ind hos vikarbureauet Baltic Workforce, når danske firmaer hyrer litauiske vikarer. Baltic Workforce sender breve til firmaer, hvor de bliver tilbudt arbejdskraft til 90 kroner i timen.

Men Baltic Workforce har ikke kun udtænkt en fidus, der dumper dansk løn, når de betaler deres ansatte 60 kroner i timen. Selskabet er opbygget, så skattebetalingen også bliver holdt nede.

Baltic Workforce er økonomisk forbundet med selskaber i både Litauen og Cypern. Lande, der er kendetegnet ved langt mere gunstige skattevilkår end Danmark.

Ekspert: Sparer skat i Cypern

For Fagbladet 3F har revisor Torben Bille Jensen fra TimeVision analyseret regnskaberne fra det net af selskaber, som udspringer fra Baltic Workforce.

Han siger, at der kun er én hovedårsag til at lade et selskab på Cypern stå som ejer.

- Det er i sidste ende for at spare skat, at man anvender et cypriotisk selskab, siger Torben Bille Jensen.

Konstruktionen med et Cypern-selskab slører også ejerforholdet.

- Det er kendetegnet ved, at det er lidt mere lyssky forretninger, når man kører det over Cypern, siger revisoren.

Lav skat i Litauen

Han hæfter sig også ved, at selskabet i Litauen trods en lille omsætning har et stort overskud.

- Man tjener gode penge i det litauiske selskab, siger han og forklarer en væsentlig pointe:

- Der er en skattefordel ved at lægge overskuddet over i det litauiske selskab. Den litauiske selskabsskat er 15 procent mod 25 procent i Danmark.

Over de seneste to år har der været et overskud på cirka 1,1 millioner kroner i både Danmark og Litauen. Det på trods af, at omsætningen i Danmark har været 86 millioner kroner, mens den kun har været godt fem millioner kroner i Litauen.