Din mademballage kan give kræft

Plastikemballage og mellemlægspapir kan være hormonforstyrrende og er under mistanke for at være kræftfremkaldende. Suhrs Madakademiet giver gode råd til, hvordan du pakker dine madvarer om i hjemmet.

Pas på emballagen, når du henter take away mad. Farlige stoffer i emballagen frigives især, når emballage og fødevarer udsættes for høje temperaturer. (Foto: Colourbox)Pas på emballagen, når du henter take away mad. Farlige stoffer i emballagen frigives især, når emballage og fødevarer udsættes for høje temperaturer. (Foto: Colourbox)

Det er ikke let at guide sig gennem junglen af usunde madvarer. Det samme gælder, når snakken falder på den skov af forskellige emballager, som findes uden om maden.

Forstander ved Suhrs Madakademiet, Lars Sonne-Hansen, har lavet en række forslag til, hvordan man bedst muligt kan opbevare sine madvarer, således at så få madvarer som muligt opbevares i emballage, som er under mistanke for at være hormonforstyrrende og kræftfremkaldende.

- Risikoen for at stofferne frigives til maden er højest, når fødevarerne har haft kontakt med emballagen i lang tid, eller når emballage og fødevare udsættes for høje temperaturer, forklarer han.

- Micropopcorn, fastfood og take away kaffe er derfor de største problemer.

Mellemlægspapir kan være et problem

De organiske flourforbindelser, som bruges til belægning på pap og papir, så det bliver vand og fedtafvisende, er under mistanke for at være hormonforstyrrende og kræftfremkaldende. Det er alt fra bagerposen, til take-away koppen, og fra melposen til mellemlægspapiret til madpakkerne.

Desuden er de dårlige stoffer meget langsomt nedbrydelige, så de ophobes i kroppen og i naturen i øvrigt.

Derfor anbefaler Lars Sonne-Hansen, at man bruger svanemærket mellemlægs- og madpapir.

- Lav klapsammen-madder. Der er formentlig mindre overførsel af farlige stoffer fra papir til brød end fra papir til pålæg.

Fede råvarer er farligst

Jo federe fødevarer jo mere udvandring af de dårlige stoffer i emballagen, så ost skal pakkes om, når man kommer hjem, anbefaler Lars Sonne-Hansen.

- Det kan være i for eksempel glas, porcelæn eller stål.

Lars Sonne-Hansen anbefaler også, at man køber hele stykker pålæg, så overfladen er mindre (jo større overflade jo mere udvandring af stoffer). Så kan man pakke det om derhjemme.

Er rugbrødet i en papirspose, er den med sikkerhed coatet og kan indeholde flourforbindelser.

- Pak hellere rugbrødet i en frostpose, når du kommer hjem, anbefaler Lars Sonne-Hansen.