Uddannelse lukket land for mange 3F-børn
77 procent af de unge uden ungdomsuddannelse er børn af faglærte eller ufaglærte forældre.
Nye tal dokumenterer, at hvis regeringen skal nå sit mål om, at 95 procent af de unge skal have en ungdomsuddannelse inden 2015, er det nødvendigt med et opgør med den massive ulighed i uddannelsessystemet.
Tallene fra Danmarks Statistik viser, at mere end tre ud af fire unge, der aldrig får en ungdomsuddannelse, er børn af ufaglærte eller faglærte forældre. Samtidig er antallet af unge, der aldrig får en uddannelse vokset fra 17,1 til 20,4 procent på seks år.
- Der skal langt stærkere fokus på unge fra ikke-boglige hjem, ellers kan regeringen godt glemme alt om at nå deres høje mål, siger ekspert på området, journalist og forfatter Lars Olsen.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra undervisningsminister Bertel Haarder, men uddannelsesordfører i Venstre Anne-Mette Winther Christiansen siger:
-Vi har fokus på de ikke-boglige unge, men er i et dødvande lige nu, hvor de initiativer, vi har sat i gang, ikke er kommet ud med resultater endnu. For eksempel nationale test, elevplaner, fokus på vejledning og den nye læreruddannelse. Giv det maksimalt tre år, så er der resultater, siger hun.
Det har uddannelsesordfører i Socialdemokratiet Christine Antorini ikke tid til at vente på.
- Vi vil ikke se på, at der hvert år spildes 20 procent af en generation af unge i uddannelsessystemet, siger hun og pointerer, at det går galt på alle fronter for regeringen med større frafald, færre, der får ungdomsuddannelse og lavere søgning til videregående uddannelser.
- Vi ønsker en akut kriseplan nu. Det danske uddannelsessystem er ekstremt dårligt til at bryde den sociale uddannelsesarv. Hele uddannelsessystemet skal gentænkes, hvor blandt andet det praktiske skal oprustes drastisk, siger hun.