Nyt netværk for ledige på Facebook
A-kassen klar med nyt netværk for ledige på Facebook, hvor ledige kan hjælpe hinanden og også få opbakning fra 3F's tillidsvalgte.
Ledige og tillidsvalgte, der bruger Facebook, kan nu møde hinanden på a-kassens nye side. (Arkiv) Kan man få dagpenge som selvstændig? Hvordan fungerer virksomhedspraktik? Fra i dag kan ledige både stille spørgsmål og hjælpe hinanden på en ny side på Facebook - "Netværk for ledige - vi hjælper hinanden" - som 3F's a-kasse står bag.
A-kassen har kontaktet en stor gruppe ledige via e-mail, som risikerer at miste dagpengene indenfor de næste seks måneder, og gjort opmærksom på siden. Men også tillidsvalgte og afdelinger bliver opfordret til at klikke ind på siden og give deres besyv med.
Inviterer tillidsfolk til at hjælpe
- Vi har en meget stor gruppe ledige, der er på tærsklen til at miste dagpengene. De har brug for al den hjælp, de kan få. Vi har allerede gang i mange ting via akutpakken. Idéen med siden på Facebook er, at ledige kan hjælpe hinanden med tips og gode ideer for eksempel om at søge job og uddannelse, siger forretningsfører for 3F's a-kasse, Morten Kaspersen.
- Samtidig inviterer vi også vores tillidsvalgte til at være med. Tillidsfolk og arbejdsmiljørepræsentanter kan måske komme med gode råd om jobåbninger eller andre gode råd. Alle er velkomne til at bidrage. Har man først været ledig længe, har man måske mistet en del af sit netværk, siger Morten Kaspersen.
Se siden her. Man kan følge med i, hvad der sker, hvis man klikker "synes godt om".